Af Madeleine Darling Sagmo
I en stor sal på Brandbjerg Højskole sidder der 22 mennesker. Det er ikke til at se, medmindre man ved det, men alle 22 mennesker har en demenssygdom.
På Aktiv Højskole er demenssygdommen en usynlig ven, der bringer alle deltagerne sammen. De ved alle, at den er der, i rummet sammen med dem, men lige her får den ikke lov til at fylde. For på Aktiv Højskole handler det om alt andet end sygdommen. Her handler det om det, man kan – fremfor det, man ikke kan.
Sang, malerier og store grin
Aktiv Højskole minder på alle måder om en almindelig højskole. I den store sal er deltagerne i gang med at synge højt fra Højskolesangbogen, mens der bliver spillet klaver. For hver en sang, der synges, knyttes der en historie til.
Historierne sætter gang i snakken, og store grin spredes gennem salen. Efter sangene står den på kaffe og kage, mens snakken livligt går. Sidst på eftermiddagen skal deltagerne male med akvarel. Ved et af bordene i salen sidder Jan, John og Peter. Indimellem driller de hinanden. Det næste øjeblik er de helt tavse og koncentrerede om deres mesterværker på lærredet.
Kommer hjem med fornyet energi
Jan, John og Peter har mødt hinanden før på Aktiv Højskole og er herigennem blevet gode venner.
Pludselig falder snakken på deres på deres koner:
- Det mest fantastiske ved Aktiv Højskole er, at når jeg kommer hjem, så er min kone så lykkelig, fordi jeg er blevet ”den gamle Jan”. Sidste år, da jeg vendte hjem fra Aktiv Højskole, var min kone helt rørt, fordi hun igen kunne se den Jan, som hun forelskede sig i – en udgave af mig, som til tider kan forsvinde, fordi sygdommen fylder så meget, siger Jan til hans to sidemakkere.
Peter nikker genkendende, og John er også enig.
- Her på Aktiv Højskole får sygdommen ikke lov til at fylde. Selvom vi er fælles om at have en demenssygdom. Her er vi selvstændige, kreative, legende og i live. Og så vender vi hjem med fornyet energi, siger John.
