Alt, hvad der bremser Kristians demens, er godt
Kristian er med i et nyt placeboforsøg med medicin i behandlingen mod Alzheimers sygdom. Hans håb er, at det kan være med til at give ham et bedre sygdomsforløb og bidrage til mere viden om fremtidige behandlinger.
Tekst og Foto af Karoline Fodgaard
En hvid pille hver dag sammen med morgenkaffen. Sådan har det været i halvandet år for Kristian Jensen på 63 år, og det vil forsætte halvandet år endnu.
For Kristian er testperson i et forsøg med forebyggende medicin mod Alzheimers sygdom.
Han fik selv konstateret sygdommen tilbage i 2021. Ikke længe efter, han havde fået diagnosen, blev han tilbudt at være testperson.
- Det er jo en mulighed for et markant bedre sygdomsforløb, og samtidig er det vigtigt for mig at være med til at bidrage til mere viden og behandling af Alzheimers sygdom, fortæller Kristian.
Målet med forsøget er at afklare, om daglig indtagelse af en tablet med Semaglutid kan bremse udviklingen af Alzheimers væsentligt mere end hos personer, som får placebo.
Kristian og alle andre deltagere i forsøget får fortsat standardmedicinen, Donepezil, mod Alzheimers sygdom, som forsinker symptomernes udvikling i en periode.
Tøvede ikke med at sige ja
Før Kristian sagde ja til at deltage i forsøget, skulle han overveje, hvad det var han gik ind til. Hans søn var med i overvejelserne.
- Bivirkninger, påvirkning af hverdagen og forværring af sygdommen var et tema. Men jeg fik en meget grundig orientering på sygehuset og et skriftligt materiale fra udbyderen af forsøget.
Som det er lige nu, er der ikke en effektiv kur eller medicin mod Alzheimers sygdom. Derfor tøvede han ikke med at sige ja til forsøget.
- Jeg vægtede selvfølgelig muligheden for et bedre sygdomsforløb højere end risikofaktorerne. Alt, hvad der bremser sygdommen, er godt, fortæller Kristian.
Bivirkningerne ved forsøget I og med at det er et såkaldt placeboforsøg, så ved Kristian ikke, om han får medicinen, som forsøget tester.
Den uvished, der er forbundet med forsøget, kan for nogle være en frustration, hvilket Kristian også har oplevet.
- I starten var jeg jo nok lidt frustreret over det. Tiden går og klokken slår jo med den her sygdom. Samtidig kan jeg jo heller ikke vide, om det faktisk går langsommere, end hvis jeg ikke var med i forsøget. Men det var den mulighed, der var, og den greb jeg, fortæller han.
Selvom Kristian i realiteten først kommer til at vide, om han får medicinen eller ej, når forsøget er slut, har han en klar fornemmelse af, at han får medicinen og ikke placebo.
I det første stykke tid i forsøget oplevede Kristian en hyppigere træthed end normalt. Han havde brug for flere lure op ad dagen. I dag er han mere frisk og deltager fortsat i alt fra foreningsliv til sport og politiske debatter, tager på rejser og holder oplæg.
- Det eneste, jeg har brug for, er mere nattesøvn, at folk ikke taler i munden på hinanden, og at sætningerne ikke bliver for lange. For det er typisk her, min Alzheimers sygdom sætter ind, fortæller han.
Bliver imødekommet på en helt anden måde
Kristian følger med stor interesse med i udviklingen af nye behandlingsmuligheder, fx Donanemab.
Donanemab er en medicin, der bremser udviklingen af Alzheimers sygdom, og som stadig venter på godkendelse i Europa.
- Hvis vi får Donanemab herhjemme, så synes jeg lige så godt, at man allerede nu kan sætte de rigtige rammer op for medicinen. Det er en kamp mod tiden, da patienter, som er fremskredne i deres sygdomsforløb, næppe kommer i betragtning til nye behandlinger, og det er ærgerligt, siger Kristian.
Han kender ikke andre, som er testperson, da medicinen bliver testet over hele verden.
I hans optik skal man ikke holde sig tilbage, hvis man bliver tilbudt at blive testperson.
- For det første bliver der holdt øje med én på en helt andet måde, da man skal til kontrol hver tredje måned. Man kommer direkte igennem, når man ringer. Undersøgelserne går hurtigt, og behandlingen er god. Samtidig er man med til at bidrage til udviklingen af en fremtidig behandling, slutter Kristian af.
