Af Vita Stensgård, 26. juni 2015
Teater brugt som spejl
Selvom Bente nok er bedst kendt som den humoristiske revyskuespillerinde, har hun med stor succes spillet den mere alvorlige rolle som Margrethe, der har en demenssygdom. Igennem Absolut Forums tre forestillinger møder publikum Margrethe på forskellige tidspunkter i hendes demensforløb, og på hver sin måde tager forestillingerne det svære spørgsmål op: Hvordan lever man bedst muligt med demens?
Stykkerne er baseret på interviews med mennesker med en demenssygdom og deres pårørende og er interaktivt teater, hvor tilskuerne kommer med input undervejs, og hvor teaterstykket former sig herefter. Størstedelen af tilskuerne er mennesker med demens og pårørende. Ideen med Forumteater er, at skuespillerne spejler tilskuernes hverdag, og at de, ved at se genkendelige situationer udefra, får en bedre forståelse for deres eget liv.
Rollen som demensramt
I forbindelse med morens sygdom involverede Bente sig aktivt i Alzheimerforeningens lokalforening i Roskilde. Her overvejede hun, om der kunne være andre måder at formidle viden om demens på. Fra teatermiljøet kendte Bente instruktøren Teis Bayer fra Absolut Forum - og så opstod samarbejdet. Det var egentlig ikke meningen, at Bente selv skulle spille Margrethe, for hun var på det tidspunkt i dyb sorg. Men Teis fik hende overtalt. Hun havde jo via sit tætte forhold til sin mor oplevet sygdommen på nærmeste hold og kendte reaktionerne så godt.
Arbejdet med rollen var en hård proces og blev næsten en form for terapi for Bente. Hun gennemlevede mange af de situationer, hun havde oplevet med sin egen mor igen.
Jeg prøvede at have huller i min hukommelse. Jeg prøvede at finde ind til den følelse, der opstår, når man pludselig ikke kan huske. Og så prøvede jeg at mærke, hvordan man reagerer. Eller hvordan det føles, hvis man pludselig ikke kan finde ud af noget længere. Jeg prøvede at gennemleve situationen og finde de følelser, der ligger i den. Det kan være angst og aggressioner eller utryghed. Og det var hårdt. Jeg græd ofte, når vi øvede. Det var en rolle, der krævede noget ekstra.
En scene fra forestillingen ”Mon du elsker mig stadig?” på Hotel Prinsen i Roskilde.
Men det hårde arbejde, viste sig at være det hele værd. Efter stykkerne kom der mange kommentarer fra publikum. Både fra dem, der selv havde sygdommen og fra de pårørende. De kunne tydeligvis genkende så meget fra deres eget liv i stykkerne. Og så kom alle historierne. Stykkerne fik dem til at se på deres eget liv med nye øjne og fik dem til at åbne op.
- Det var fantastisk, fortæller Bente.
Vi fandt hinanden i humoren
På trods af stykkernes alvorlige karakter gjorde Bente også brug af sin humor i skuespillet:
-Humoren ligger lige om hjørnet. For der er ikke langt fra tragik til komik. De ligger lige op og ned af hinanden. Og det er også det, der er så dejligt, at man kan sidde og græde, og så kan man grine bagefter eller omvendt, konstaterer Bente.
Og det er også det, jeg har prøvet som skuespiller; at finde en humoristisk vej også. For ellers er det ikke til at holde ud at se på. Der skal være et håb for alle.
I løbet af Bentes mors sygdom fandt Bente også ud af, at humoren kunne bruges som en form for nøgle til at løse konflikter.
-Det er noget med at prøve at ramme ind til et eller andet, hvor man kan få vendt en situation, som måske er gået i hårdknude, forklarer Bente.
De kunne grine sammen over de lidt pudsige situationer, som nogen gange opstår som følge af sygdommen. På den måde blev humoren også et sted, hun kunne møde sin mor og en måde at sætte sig i hendes sted.
