Af Jung Heidi Moeslund
Charlotte Megyessi har kendt sin veninde, Mette, siden barndommen, men inden Mette fik konstateret Alzheimers blev deres venskab sat på prøve. Demenssygdommen var kommet mellem dem uden, at de vidste, at den var grunden til deres svære forhold. I tre år inden Mettes diagnose var forholdet mellem dem meget anspændt, og Charlotte blev så vred på Mette og havde svært ved at forstå hendes valg. Hun nåede til sidst et punkt, hvor hun ikke kunne mere.
- Til sidst sagde jeg til Mette: ”Nu bliver jeg simpelthen nødt til at holde en pause. Du skal ikke ringe til mig, siger Charlotte.
En dag ringede Mette dog alligevel til Charlotte. Hun fortalte, at hun havde fået diagnosen Alzheimer. De to veninder genoptog deres venskab, og sygdommen har paradoksalt betydet, at de to kvinder nu har et tættere venskab end før.
Charlotte har aktivt tilegnet sig viden om sygdommen og har deltaget i blandt andet demenskonferencer, weekendture for pårørende og demente og været med på Mettes aktivitetssted. Den større forståelse for veninden og den sygdom, hun lever med, har smittet positivt af på det mangeårige venskab.
- Det er blevet meget nemmere. Vores venskab har forandret sig, og vi faktisk har fået et tættere venskab, siger Charlotte.
Sammen i nuet
Mettes demens har også givet Charlotte nye erkendelser. Hun har blandt andet lært, hvor værdifuldt det er at være nærværende i øjeblikket. Nuet er det allervigtigste. Pyt med at Mettes hukommelse måske svigter, og hun måske glemmer oplevelserne dagen før.
- Hun er én, jeg er rigtig god til at være sammen med i nuet, og det betragter jeg som en stor gave. Vi kan både grine og græde sammen, fortæller Charlotte.
De to veninder holder stadigvæk fast i nogle af deres faste ugentlige fælles aktiviteter, som de også delte inden Mettes demenssygdom. De nøgenbader om sommeren, og om vinteren går de til saunagus. Når der bliver skruet godt op for varmen i saunaen, vædder de to veninder om, hvor mange mænd, der må fortrække til de nederste og lidt køligere bænke i takt med, at varmegraderne stiger.
Ansvar og støtte
Med Mettes demenssygdom er venskabet blevet udvidet, og Charlotte har støttet sin veninde med de mere praktiske opgaver, der følger med diagnosen. Det er blevet til møder med banken og kommunen, og hun har hjulpet til med Mettes førtidspension. Hun har også taget de svære snakke med Mettes to teenagere, som hun bekymrer sig meget om.
- Det er vigtigt at tage et ansvar og bakke op om hinanden, siger Charlotte.
Det har været naturligt for Charlotte at være der for Mette og hjælpe med de udfordringer, hendes nye situation byder på. Selvom en demenssygdom vender op og ned på tilværelsen og skaber uvante situationer, er det vigtigt, at vennerne ikke trækker sig, men fortsat holder kontakten.
- Når man får en demenssygdom, så sker der automatisk en isolation både fra samfundet og fra ens venner. Nogle venner falder fra. Men vi har alle brug for, at der er andre og nære mennesker i vores liv, ellers visner vi, slutter Charlotte.
Charlotte og Mette har styrket deres venskab gennem demensen. Foto: Jon Fiala Bjerre
