Af Jon Fiala Bjerre
Det er snart to år siden, at Birger Veber og hans kone Jette sad fortvivlede hjemme i deres stue i Rødovre, og pludselig befandt sig i en helt ny livssituation. Kort forinden havde de været på Rigshospitalets Hukommelsesklinik, hvor Birger havde fået stillet diagnosen Alzheimers sygdom i en alder af blot 63 år.
- Vi havde haft alle de her planer om, hvordan vi skulle nyde vores alderdom sammen. Nu vidste vi pludselig ikke, hvor lang tid vi havde tilbage, fortæller Birger Veber.
Livet i perspektiv
I dag kæmper parret for at få hverdagen til at hænge sammen, og have flest muligt gode stunder.
- Det er godt nok en ny virkelighed, for man skal hele tiden tænke på at være i nuet. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går, men jeg lever fuldt ud i det, jeg laver i dag – som om det var den sidste dag. Det sætter livet i perspektiv, at man skal nå noget nu og her, for man ved ikke, hvor hurtigt det går. Så vi er begyndt at rejse meget, og gøre alle de ting vi holder af – før det er for sent, fortæller Birger.
”Pak mig ikke ind i vat”
Han har været åben om sin sygdom fra begyndelsen, så folk forstår, hvorfor han nogle gange er nedtrykt eller irritabel og vred. Folk har generelt været forstående, men nogle gange bliver det også for meget for Birger:
- Noget af det, der kan irritere mig er, når folk pakker mig ind i vat og opfører sig som om, at nu skal de passe ekstra godt på mig, fordi jeg jo er blevet syg. Det kan jeg godt blive ked af, for jeg kan jo stadig mange ting selv.
Demensen begrænser
I hverdagen savner Birger især den frihed, han plejede at have:
- Jeg tror godt, min kone kan mærke, at jeg bliver mere indadvendt. Der er så mange ting, jeg gerne ville, som jeg kunne før. Jeg kunne f.eks. godt lide at have bil. Det var noget af det bedste, jeg vidste – at have den der frihed. Jeg kunne køre ud at købe mine egne planter til vores kolonihave. Nu skal jeg ringe til nogle andre, og bede om hjælp i stedet. Jeg har aldrig prøvet at være afhængig af andre mennesker på den måde før, og det er rigtig svært for mig.
Til gengæld har Birger fået en GPS, der giver ham mulighed for at bevæge sig ud selv:
- Det giver mig frihed. Jeg elsker at gå ture – også alene, og det kan jeg så nu. Det kunne jeg ikke i starten – så blev min kone nervøs for, at jeg blev væk. Og jeg vil ikke være en byrde for hende, mere end jeg allerede er.
