”Uden forskning - ingen kur. Det er det, vi sammen kæmper for. Men det koster penge.”
Da jeg mødte Leon, var hans mor syg. Hun havde Alzheimers sygdom – og jeg anede ikke, hvad det betød. Hun var kun 62 år, da hun døde – en måned efter vores datters fødsel. Det var sørgeligt, men vi tænkte aldrig, at Leon måske kunne være arveligt disponeret for en lignende sygdom.
Leon har altid været et meget intelligent menneske. Han var blandt andet leder af Mensa, en forening for mennesker med en meget høj IQ. Samtidig var han økonomi - direktør i et stort firma i København. Med tiden fik vi to piger, og livet var godt. Men en dag gik jeg ned med stress. Det var der tanken opstod, om at vi måske skulle flytte til Jylland, og finde nogle mindre stressende jobs. Som sagt, så gjort. Vi solgte huset og flyttede. Det var en ny begyndelse – troede vi. Jeg fik det bedre, og kom over min stress. Men nu begyndte problemerne for Leon. Han havde ikke svært ved at få et godt job, men han kunne ikke holde på det.
Som begrundelse for at afskedige ham sagde de, at det gik for langsomt. Det undrede mig... Og for første gang begyndte det at gå op for mig, at der var noget, der var galt. Til sidst flyttede vi tilbage til København, hvor han søgte et vikarjob i Københavns Kommune. Men heller ikke det kunne han klare. For eksempel kunne han pludselig ikke finde ud af at bruge Excel programmet, som han før havde mestret til perfektion. Det endte med, at Leon meldte sig arbejdsløs. Og så gik vi til lægen. Her fik han testet sin hukommelse. Men nu kom den gamle Mensa-mand op i ham, så han klarede testen til UG.
Ikke desto mindre vidste vi, at der var noget galt. Derfor blev han undersøgt og kom på Hukommelsesklinikken, hvor han fik diagnosen Alzheimers sygdom.
Nu begyndte en ny hverdag
Dagene kan være lange for Leon, når jeg hver dag kører afsted på job. Men nu har vi fået den aftale med kommunen, at Leon to gange om ugen bliver kørt til kommunens dagcenter. Før han bliver hentet, kommer der en ung hjemmehjælper og hjælper ham med at blive klædt på. Det er en fantastisk hjælp!
Og så er der Per...
Per er frivillig Demensven. Ham har vi fundet på Alzheimerforeningens Demensven-hjemmeside. Per kommer hver uge og går en tur med Leon. De elsker begge at gå, og de traver af sted, mens de snakker. Han er guld værd! Og Leon glæder sig hver gang.
Læs mere om Demensven Match >>
Lørdags-gymnastikholdet
Ahlzheimerforeningen har også oprettet et gymnastikhold for mennesker med demenssygdom og deres pårørende. Så hver lørdag tager vi afsted. Og det er dejligt, for her møder vi andre i samme situation som os. Så vi hjælper hinanden, for vi er jo i samme båd. Vores piger er i dag i trediverne. De ved godt, at mor skal hjælpes, og at der er dage og nætter, hvor jeg græder. Så er de der for mig. Og det er resten af familien også.
Er det arveligt?
Nogle gange bliver pigerne bange ved tanken om, at sygdommen er arvelig. Den ene vil gerne testes. Den anden vil ikke. Så lige nu ligger det stille. Det er derfor, vi også gerne vil stille op, og være med til at samle penge ind til forskning i demens. Vi håber, at der kommer en kur. Selvom det er for sent for os, kan det måske hjælpe næste generation. Derfor tak til dig, hvis du vil støtte forskningen.
