Foto og tekst: Karoline Fodgaard
Har man et valg til selv at styre livets gang, når ens kærlighed bliver ramt Alzheimers sygdom? Spørger man Gitte Ziebell Hertz, så er svaret ja.
For da hun stod på Hillerød Sygehus en forårsdag i april i 2022 med sin mand, Allan Ziebell Hertz, tog hun et aktivt valg. Lægen havde lige givet Allan sin Alzheimer-diagnose. Med tårer i øjnene spurgte han Gitte: Går du fra mig nu?
Gitte mødte hans blik og sagde:
- Det kommer bare ikke til at ske. Så må vi lære at blive forelsket i hinanden på en anden måde.
Det er ikke Hollywood
Gitte og Allan har været gift i lidt over tolv år og bor sammen i Jægerspris. Deres hverdag tog et markant skifte for halvandet år siden, da demenssygdom tog sit indtog i deres liv. Så for at lære at elske hinanden på en ny måde, lavede de sammen en vigtig regel: Parret vil ikke "dyrke" lidelsen
- Vi fandt ud af, at hvis vi holder os mindst muligt oppe i hovedet, så kan vi bevare kvalitetstiden, så lang tid som muligt, fortæller Gitte,
For at få kærligheden til at spire har de måtte se ubehaget i øjnene først. Det var en frustration for Allan, når demensen fik ordene til at drille. Tingene blev taget i et roligere tempo, og der blev lagt vægt på, at det ikke var Allan, men sygdommen, der talte.
- Der skal skabes en tryg og overskuelig hverdag. Det der hed lidenskabelig kærlighed, er blevet til noget dybt, loyalt, omsorgsfuldt, nærværende. Det er ikke Hollywood, men det er noget helt unikt, som binder os sammen nu.
Forsøger, hustru og tovholder
Da Allan blev førtidspensionist, betød det at Gitte måtte påtage sig flere roller på en gang. Hun har sin egen livsstilsvirksomhed som kropsterapeut, der skulle drives samtidig med, at hun var omsorgsperson, forsørger, hustru og tovholder på alt det praktiske i hjemmet. Som omsorgsperson har Gitte også skulle være i nogle intimområder, og Allan har været udfordret i at skulle tage imod:
- Selvom om man er gift, så har man nogle blufærdighedsområder, og intimiteten i et ægteskab kan godt blive anfægtet. Allan har brug for guidning og oversættelse af indtryk, så jeg forsøger at være ordentlig omkring at være værdiskabende, så vi begge to er inkluderet.
Parrets nye "vielses" tatoveringer.
Vi er sammen på en anden måde end før
I takt med at demensen har udviklet sig, har måden Gitte og Allan finder nærvær og intimitet på også ændret sig. Faktisk har parret fundet en ny form for ømhed og opmærksomhed på hinanden:
- Vi kysser, krammer, flirter, anerkender og kærtegner hinanden rigtig meget. Vi bliver aldrig træt af at sige, vi elsker hinanden. Vi skal grine mindst én gang om dagen, og vi græder, hvis vi har brug for det. Den anden del har ikke prioriteringen. Det handler om at få skabt fred, ro og harmoni herhjemme.
Allan supplerer:
- Interessen i forhold til seksualitet er fuldstændig anderledes. Det er en anden måde, vi er seksuelle på.
Netop det med seksualiteten har ikke været et problem for parret, da de aldrig har gået på kompromis med tingene:
- Vi danser meget, vi synger meget, vi sidder tæt og vi elsker fodmassage. Kropsintimiteten bliver hentet ind på en anden måde, siger Gitte.
- Det handler om at smede, imens jernet er koldt. Det giver nogle gange meget større adgang til kreativiteten. Der er jo ikke nogen kur mod alzheimers.
Løsninger i stedet for begrænsninger
En dag kom Gitte hjem og fandt Allan meget frustreret. Hans vielsesring havde sat sig fast på hans finger, og da de med nød og næppe fik den af, brød Allan sammen. For hvordan skulle han nu kunne få den på igen og mindes deres kærlighed?
Her fik Gitte den idé, at de begge to lod sig tatovere det sted på fingeren, hvor deres vielsesringe plejede at sidde. En tatovering, som signalerer evighedstegnet og en kvist, fordi deres kærlighed er evig til hinanden, og Allan før sin sygdom havde sin egen gartnervirksomhed.
- Det handler om at smede, imens jernet er koldt. Det giver nogle gange meget større adgang til kreativiteten. Der er jo ikke nogen kur mod alzheimers.
I en alder af 57 og 59 år havde ingen af dem forestillet sig, at de skulle stifte bekendtskab med den form for kærlighed.
- Vi er meget taknemmelige for det, vi har fået - i stedet for at være trætte af det, vi ikke kan mere. Det er sket. Vi har fået glæderne, vi har fået oplevelserne, og vi ved, vi nok skal klare os. Demens har ramt os på alle parametre, men det får ikke lov til at tage kærligheden.
