Dorte Brandt og hendes mor, Gerda. Det er vigtigt – måske endnu mere end før – at vi fortsat styrker forskernes arbejde for ny og bedre behandling til mennesker, der lider af en demenssygdom. Vær med til at støtte op og styrke forskningen i demenssygdomme i en svær tid - giv dit bidrag i dag >>
Det er ikke til at bære, at hun har taget så store dyk på så kort tid. Men skaden er sket.
Min mor lider af Alzheimers sygdom. Og i 2019 flyttede hun på plejecenter i Odense. Mine søskende og jeg har gjort alt for at hjælpe hende med at få gode, trygge vaner.
Vi har fx givet hende en stor kalender, som vi skriver i: Udflugter og aktiviteter, hun skal til. Det har altid betydet meget for min mor at have noget at se frem til.
Min søster og jeg har også skiftedes til at tage vores mor med på ture i løbet af ugen. Og hun er kommet til middag hos mig hver søndag. Dejlige stunder, som har givet min mor stor glæde.
Men så kom Corona og nedlukningerne. Nu er min mors tilstand styrtdykket, fordi hun ikke er blevet stimuleret. Det er helt ubærligt at være vidne til.
Kalenderen, som Dorte og Gerda ser på sammen her, har været en stor hjælp. Men efter nedlukningerne har Gerda mistet evnen til at bruge den.
Da besøgsforbuddet kom, kunne vi kun vinke til hinanden. Jeg kunne ikke komme ind til min mor og udfylde kalenderen. Og vi kunne ikke mødes eller tage på ture. Så nu har hun helt mistet evnen til at skelne dagene og læse og skrive i kalenderen.
Det værste er, at de evner ikke kommer igen. Det er en kæmpe sorg for os alle.
Min mor blev pludselig meget angst og bekymret
Hun har altid elsket at være på tur. Og før Corona kunne vi sagtens være afsted en hel dag. Nu kan min mor højst klare et par timer. Hun bliver hurtigt urolig og spørger: Må vi godt det her? Ved de godt, hvor jeg er? Al den snak om forbud og smitte har gjort min mor bange for sin egen familie.
Tidligere sad min mor også nogle gange og strikkede. De kan hun heller ikke mere. Hun har helt mistet livsglæden. Ofte sætter hun sig bare over i et hjørne og vil ikke noget. Det er ekstremt hårdt at opleve. Jeg har mest lyst til at tude.
Kærlige familiebånd er afsindigt vigtige
Under nedlukningen i marts sidste år følte jeg, at jeg som pårørende blev sat ud på et sidespor. Og det dur bare ikke. For det, vi familiemedlemmer giver, er unikt.
Jeg deler fx alle de gode minder med min mor. Historier om min far og andre fra familien. Det kan personalet på plejehjemmet ikke. De kan give omsorg og pleje. Vi pårørende har adgang til de vigtige minder.
Katastrofalt for min mor at blive lukket inde
Jeg tror på, at Alzheimers sygdom skal holdes i skak ved at stimulere den syge. Min mor trivedes
godt med aktiviteter og faste rutiner. Hun kunne mange ting på trods af sin demenssygdom. Så det er ikke til at bære, at hun har taget så store dyk på så kort tid.
Men skaden er sket. Jeg ville bare ønske, at jeg var blevet inddraget mere. Det er jo mig, der kender
min mor bedst. Og jeg ved rigtig meget om, hvad der stimulerer hende.
