Af Jon Fiala Bjerre
Første gang Markus oplevede, at der for alvor var noget galt med hans mor, var i sjette klasse, hvor han havde tre gode venner med hjem. Hans mor havde mødt vennerne mange gange før, men pludselig rodede hun rundt i deres navne og virkede ikke rigtigt til at kunne kende dem. Det var pinligt og føltes mærkeligt, husker Markus, der efterfølgende prøvede at undgå at tage venner med hjem.
I dag er Markus 18 år gammel og går i 2. G på Handelsgymnasiet i Vejlby-Risskov. Han bor i Lystrup tæt ved Aarhus med sin far, mens hans mor, der i dag 58 år gammel, har boet på plejehjem de sidste fem år.
- Jeg synes nogle gange, det er lidt svært at huske min mor fra før hun fik demens, fordi det ligesom er kommet krybende over længere tid. Det er jo ikke sket fra den ene dag til den anden, men jeg husker hende altid som lidt glemsom og forvirret, fortæller Markus.
Svært at forstå for alle
Når Markus tænker tilbage på sin tidlige ungdom, dukker der flere skygger op. Situationer, hvor hans mors sygdom har gjort det sværere at nyde et almindeligt ungdomsliv.
- Jeg husker, at vi holdt fødselsdag for min far. Pludselig forlod min mor bordet. Jeg fulgte efter hende, og fandt hende grædende i bryggerset. Jeg begyndte også at græde, da hun fortalte, at hun ikke kunne huske, hvad vi fejrede, fortæller Markus.
Som 12-årig var der ikke mange, Markus kunne tale med sygdommen om. Ud over hans far og en 15 år ældre halvsøster, var der ingen, der helt forstod hans situation:
- Jeg forstod det jo knapt nok selv, så det er klart, at mine venner ikke vidste, hvad de skulle sige.
Markus gik fra at være meget udadvendt i de små klasser, til at blive mere lukket.
- Jeg havde mere brug for at føle tryghed ved dem, jeg kendte, og ville helst undgå at tale om min situation derhjemme med fremmede.
Vigtigt med nogen at tale med
Da Markus kom på efterskole i 10. klasse ændrede hans mors situation sig drastisk:
- Der var en periode på tre måneder, hvor jeg ikke så hende. Da jeg så kom hen på plejehjemmet for at besøge hende, kunne hun pludselig ikke genkende mig mere, og hendes sprog var næsten borte. Siden da, er det som om, at hun mere eller mindre har været væk.
Heldigvis fik Markus på efterskolen flere gode veninder, som var gode at snakke med om de svære følelser. Og siden har han deltaget i Alzheimerforeningens Ungecamp for andre unge i samme situation:
- Det er rart at tale med andre, der har været igennem det samme. Den forståelse for, hvad det er man oplever, betyder at man ikke behøver at forklare sig på samme måde. Man kan bare være sammen.
Hvem har ansvaret?
Markus oplever, at hans far har været god til at fjerne ansvaret for morens sygdom fra ham. Men alligevel har det været svært, ikke at føle en forpligtelse:
- Jeg har været ked af det, når min mor har kæmpet med sin sygdom, og jeg ikke har kunne hjælpe hende. Det var svært, for jeg kunne jo godt mærke, hvor ked af det hun blev, når hun pludselig ikke kunne lave kaffe eller sætte kontaktlinser i. Det hjalp faktisk en del, dengang hun kom på plejehjem. Så var det ikke længere det første, jeg blev konfronteret med, når jeg kom hjem fra skole.
I dag er Markus mors tilstand dårlig, og det er ikke så tit, at han besøger hende på plejehjemmet:
- Hun kan ikke længere gå, og har ikke noget sprog. Hun skal have hjælp til at spise, og er meget passiv. Det er meget svært at skabe kontakt til hende, og det er som om, hun sidder i sin egen lille verden.
At komme videre
For Markus er det en underlig situation, og følelsesmæssigt er det svært at forholde sig til.
- Jeg tænker, at det gerne snart må slutte, for jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan komme helt videre i mit liv, før hun dør. For nu er det som om, hun er her, og ikke er her på samme tid. Sådan har jeg faktisk haft det siden efterskolen. Jeg vil enormt gerne ud at rejse i sommerferien næste år – i fire uger, langt væk. Men jeg føler også, at jeg er bundet af, at skulle være nær min mor, hvis nu der sker noget.
Markus håber, at en afslutning også kan blive en forløsning:
- Jeg har lukket lidt af over for mine følelser – måske fordi det har stået på så længe. Så jeg håber faktisk lidt, at der kommer en følelsesmæssig reaktion, når min mor en dag ikke er her mere. Og så kan jeg forhåbentligt komme videre.
Læs mere om at være barn eller ung med en forælder med demens
Læs også om Alzheimerforeningens aktivitet "Tid til at være ung"
