Fejlstimulering ved demens: Når det der skaber glæde, i stedet skaber uro
Aktiviteter og besøg kan styrke trivsel hos mennesker med en demenssygdom. Men hvis mængden eller typen af indtryk ikke passer til den enkeltes behov, kan det føre til fejlstimulering. Her fortæller en demensrådgiver og en erfaren plejemedarbejder om, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du finder den rette balance.
Tekst: Augustine Pardorf-Petersen, Foto: Kim Ingemann Erichsen
Det der skaber glæde den ene dag, kan være for meget dagen efter, og nogle gange i løbet af få timer. Vi taler ofte om stimulering som noget positivt. Forskning viser, at aktiviteter som dans, sang og motion kan styrke hjernen og understøtte trivsel. Men for mennesker der lever med svær demens, kan balancen mellem over- og understimulering være svær at finde, for både den der lever med sygdommen, og for de pårørende og fagpersonerne omkring. Når mængden af indtryk overstiger det, hjernen kan bearbejde, kan resultatet blive uro, udmattelse eller ændret adfærd.
- Alle mennesker har forskellige behov, og det ændrer en demensdiagnose ikke på. Men nogle gange kan behovene ændre sig meget hurtigt grundet sygdommen, siger Lone Rehder, demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen.
Hun understreger, at der ikke findes én rigtig løsning, og det derfor er vigtigt, at man hele tiden vurderer situationen og behovene for at man undgår fejlstimulering.
Når selv små indtryk bliver for meget
”For nogle beboere kan et enkelt ‘godmorgen’ være nok til at vælte deres dag.” Sådan beskriver Gitte Boisen, aftenvagt på et plejecenter for mennesker med svær demens, hverdagen på sin afdeling. Her oplever hun, hvordan selv små indtryk kan blive overvældende. Det kan være, når pårørende kommer på besøg med de bedste intentioner, men ender med at tippe balancen.
- Nogle pårørende kommer, fordi de føler, at de skal. Men de glemmer, at deres kære ikke længere kan rumme det samme som før. Jeg oplever ofte, hvordan beboere efter et besøg bliver voldsomt udadreagerende. Det er ærgerligt, fordi de pårørende håber at skabe glæde, men resultatet er nogle gange det modsatte, siger Gitte Boisen.
Fordi reaktionen kan komme flere timer efter et besøg eller en aktivitet anbefaler Lone Rehder, at pårørende og personale samarbejder om at finde mønstre og dermed planlægge besøg og aktiviteter. Hun fortæller, at fejlstimulering ofte kommer til udtryk gennem ændret adfærd.
- Personen kan blive mere afvisende eller fraværende. Nogle bliver urolige, frembrusende og rastløse. Andre reagerer med vrede eller øget forvirring, tristhed og udmattelse, siger Lone Rehder.
Ro kan (nogle gange) være et redskab
På Gitte Boisens afdeling bruger personalet ro aktivt for at forebygge overstimulering. Derfor sidder de ofte i stilhed med beboerne. Afdelingen har også begrænset ophold i fællesarealer for at skærme beboerne mod for mange indtryk. Men ro er ikke løsningen for alle, understreger Lone Rehder.
- For nogle kan det skabe mere uro, hvis der er for stille. Nogle trives i rolige omgivelser, andre har brug for lidt liv omkring sig, siger Lone Rehder.
Balancen mellem over- og understimulering kan være svær at finde, særligt når man taler om et menneske med en demensdiagnose.
Det handler om tilpasning – ikke afkald
En demensdiagnose betyder ikke, at man skal give afkald på besøg eller aktiviteter. Men det kræver tilpasning.
- Overvej, hvad I laver sammen, hvor længe besøget varer, og hvad formålet er. Det kan gøre en stor forskel, siger Lone Rehder.
Når et menneske med demens bliver overstimuleret, skyldes det ofte, at hjernen ikke længere bearbejder sanseindtryk som før. Lys, lyde og mange mennesker kan blive overvældende. Det kan være hjælpsomt at justere omgivelserne og være opmærksom på, om personen har behov for nærvær eller noget alenetid. Ifølge Lone Rehder kan selv korte aktiviteter nogle gange være mere gavnlige end lange besøg.
- Det handler ikke om at gøre mindre. Det handler om at gøre det rigtige, på det rigtige tidspunkt, og gøres sit bedste, siger Lone Rehder.
