Af Vita Stensgård
Steen Engel fik diagnosen Alzheimers sygdom, da han var 74 år og levede med sygdommen i 8 år før han døde. Steen og Lis havde indtil da haft et meget kærlighedsfuldt ægteskab.
- Han var en meget varm person. Hver morgen lige til det sidste kom han ud i køkkenet og sagde ”godmorgen, mit livs lys” og jeg fik et knus, og sådan har han gjort altid. Det var et meget varmt forhold. Så det er klart, at det er svært, når personen ikke er der mere, fortæller Lis.
Mens Steen levede, tilbragte Lis det meste af sin tid sammen med ham. Under Steens sygdomsforløb var han mest tryg, når hun var der. Samtidig var Steen et selskabsmenneske, så han var altid med, når Lis var ude. Derfor fyldte samværet med Steen meget i hverdagen. Så da han gik bort, blev der tomt.
- Der var pludselig ikke en, jeg skulle lave mad til, en jeg kunne spise sammen med. Selv da Steen var syg, kunne vi dog tale sammen, eller jeg kunne fortælle ham noget. Han var der jo altid. Når jeg for eksempel kom hjem fra pårørendegruppe, så var der en, der spurgte til, hvad vi havde lavet. Når jeg kommer hjem nu, så er der pludselig ingen, der spørger om noget mere.
Tiden lige efter
Lige efter at Steen var gået bort, var der så mange praktiske ting, der skulle ordnes, at der for Lis ikke var tid til at tænke så meget på sig selv. Steen havde selv besluttet, hvordan alt omkring begravelsen skulle foregå.
- Han ville f.eks. være i kjole og hvidt. Og det kom han. Og sådan var der hele tiden noget, man skulle tage sig til dér lige efter. Så der var ikke rigtig tid til at tænke på sig selv. Det kom først, når alt var overstået, og han blev sejlet ud i Øresund og hans aske blev spredt ud foran, hvor vi boede. Først når alt det var slut, så kom tomheden. For så var alle tingene på plads.
Lis valgte derfor at fortsætte i sin pårørendegruppe i to måneder efter Steens bortgang, og det hjalp hende til at få bearbejdet meget af sin sorg. For dér spurgte folk ind til hende.
Det nye liv
Selvom det stadig kan være svært for Lis, at den tosomhed hende og Steen havde, ikke er der mere, så har hun valgt, at hun ikke bare vil sygne hen. Lis har derfor fyldt tomheden ud med en række aktiviteter. Hun har blandt andet meldt sig som besøgsven, er frivillig i en demenscafé og er desuden næstformand i Alzheimerforeningen. For hende har det at være aktiv og åben været vejen frem.
- Jeg kan da godt stadig have det sådan en gang imellem, at jeg tænker: ”Hvad pokker – hvorfor er han her ikke stadig”, fordi det er da et stort savn. Og det skal det også være, for ellers havde det ikke været noget rart liv. Men det kan jo ikke hjælpe noget, at sætte sig ned i en stol og vente på at andre kommer til en. Der findes jo masser af ting man kan gå til og være med til for at være sammen med andre mennesker, slutter Lis.
