Af Mikkel Bækgaard
Tænk, om der fandtes ny og bedre medicin, der kunne udsætte eller i det mindste mindske symptomerne på demens? Tænk, om livet for mennesker med demens i fremtiden kunne blive bedre?
Disse spørgsmål er drivkraften i forskningen i demens. Men uden frivillige forsøgspersoner er det svært at lave forskning, der for alvor gør en forskel. Og derfor er der brug for, at frivillige stiller op til de forskellige forsøg, som hvert år bliver gennemført med fokus på eksempelvis ny medicin eller nye kognitive metoder at forbedre livet for demensramte på.
En af disse forsøgspersoner er 78-årige Peter Hjorth. Peter er ramt af Alzheimers sygdom og oplever, hvordan hukommelsen svigter og hverdagsting langsomt bliver sværere. Og han vil gerne være med til at hjælpe andre med demens ved at stille sig til rådighed for videnskaben - både fordi det kan gøre en forskel på sigt, og fordi han selv og hans hustru oplever, at det giver mening på det personlige plan.
- Jeg har deltaget i tre forskellige forskningsprojekter indtil nu. To forskellige medicinske forsøg og et psykologisk forsøg i Den Gamle By, fortæller Peter Hjorth, der bor i Aarhus-forstaden Risskov sammen med sin hustru Anne.
Blev taget alvorligt
For Peter Hjorth og hans hustru har det været en god oplevelse at deltage i de forskellige forsøg. Både fordi de har kunnet mærke positive effekter på Peters generelle tilstand, og fordi det giver meget på det personlige plan at være med, fortæller Anne Hjorth:
- Det har været enormt givende at opleve det engagement og den seriøsitet, forskerne bag de forskellige forsøg har udvist. Vi er virkelig blevet taget alvorligt, og forskerne har fulgt Peter meget tæt.
Blandt andet deltog Peter Hjorth i et forsøg med ny medicin, hvor forskerne sørgede for løbende at lave hjernescanninger, så eventuelle bivirkninger blev fulgt tæt. Og da de opdagede mikroskopiske blødninger i hjernen i forbindelse med det nye præparat, stoppede man straks med at give Peter medicinen - også selvom medicinen ellers så ud til at hjælpe ham.
- Vi kunne jo heller ikke risikere, at det hele skulle blive meget værre på sigt. Og det var en kendt bivirkning hos nogle, at de kunne få de her blødninger, siger Anne Hjorth, der derfor var glad for, at man fulgte Peter så tæt.
Et andet forsøg fandt sted på en lille klinik i Vejle, hvor et andet præparat blev testet. Og her oplevede både Peter og Anne Hjorth virkelig, at de var med til noget særligt.
- Det var en stor oplevelse for os at komme til Vejle og være med i det her forsøg. Vi oplevede et utroligt nærvær, og vi mødte andre i samme situation som os selv, siger hun.
Nødvendigt med forsøg
For Peter Hjorth og hans hustru har det derfor været positivt at deltage i de forskellige forskningsforsøg. Både fordi det har været givende på det personlige plan og har givet håb og en følelse af forbedringer - men også fordi det er nødvendigt med sådanne forsøg for at opnå ny viden.
- Jeg har selv arbejdet som forsker hele mit arbejdsliv, forklarer Peter Hjorth, der som pensioneret molekylærbiolog kender alt til forskernes arbejdsmetoder og ved, hvor vigtigt det er med gode forsøg, som kan give håb.
Og netop håbet er vigtigt for både ham og hans hustru.
- Vi har oplevet et håb ved at være med i de her forsøg. Både fordi Peter fik det bedre, og fordi vi fik en tro på, at forskningen på sigt vil nå frem til en bedre medicin og et bedre liv med demens, forklarer Anne Hjorth, der sammen med Peter opfordrer andre til også at melde sig som forsøgspersoner.
Læs også: Alzheimerforeningen: Demensforskning skal opprioriteres
