Af Emilie Amstrup
Når Hans Olsen kommer med spøgefulde kommentarer, er de intelligente og falder med perfekt timing. Men ordene lyder, som om han smager på dem først. Han former dem omhyggeligt, og kigger én direkte i øjnene, når han leverer dem.
For tre år siden var det ikke tilfældet. Ordene lå klar bag panden, men kunne ikke komme ud over læberne - i stedet væltede stavelserne ud i et stort rod. Hans tog til familiens læge, og det blev starten på en længere udredning. Han fik konstateret afasi, en betegnelse man bruger, når man har svært ved at bruge sproget. Og han havde også bemærket, at hans hænder, som ellers var skruet rigtigt på, pludselig fumlede med skruer, søm og kuglepenne. Hvorfor, kunne lægerne ikke finde ud af. Nogle tilskrev det blot hans alder – han var jo efterhånden i midten af halvtredserne. Men langsomt blev sproget værre, og hans balance fik også sit eget liv.
- Det var et ingenmandsland. Jeg var i intet. Jeg var konsulent, og selv når vi fremlagde for kunderne kunne jeg mærke, at for helvede, jeg var der ikke. Jeg var andre steder og forsøgte at reparere maskinen, siger Hans og holder en pause fra sin ivrige gestikulation for at pege mod sit hoved.
Først i foråret 2019 tog det fart. En læge syntes ikke, modsat mange af de andre han havde besøgt, at det lød som om hans symptomer var aldersbetingede. Fire måneder og et besøg hos endnu en læge senere, sad han på et kontor på Rigshospitalets Hukommelsesklinik og blev testet for demens. Han skulle blandt andet lave simpel hovedregning, organisere figurer efter størrelser, have taget spinalvæske-prøver og få lavet en MR-scanning, for at finde ud af, om lægen fra Holte havde ret i sin mistanke. Var det demens?
Diagnosen var slutningen på livet
- Jeg vidste det næsten godt, da lægen sagde, at det var Alzheimers, fortæller Hans. - Shit, kan jeg huske, at jeg tænkte: Nu er det slut, det her er døden. Og så græd jeg. Der brød mit liv sammen.
Han gik tidligt i seng den dag i juni. Men klokken to åbnede øjnene sig næsten af sig selv. Sveden drev, og det føltes som om der kravlede edderkopper og insekter rundt inde i kroppen. Det blev de ved med resten af natten. Fem timer senere ringede han til en sundhedspsykolog, som fandt plads til ham om formiddagen.
Han fik ros for at have en god føling med sin psyke og fik at vide, at han reagerede helt normalt. Tårerne lurede ikke langt under overfladen, og ting, som han før gjorde uden at blinke, kunne nu starte en uforudset reaktion. For eksempel, da han et par uger senere skulle hente den første omgang medicin mod sygdommen. Pakken med piller blev lagt på bordet mellem apotekeren og ham selv, og Hans følte pludselig, at alle de mange mennesker i lokalet kunne se det. ALZHEIMER stod der med store bogstaver. Nu kunne han ikke længere selv gå med skammen over at vrøvle eller ikke kunne holde balancen. Alle vidste det.
- Jeg har aldrig grædt som der. Jeg kunne ikke stå på mine ben. Jeg følte, at de så på mig og så sygdom. Den episode er så synlig for mig. Der begyndte jeg at tage fat og lukke op for det hele, fortæller Hans.
Vejen mod accept
I den første tid efter diagnosen var der ikke noget at stå op for om morgenen. Men besøgene hos psykologen og forståelsen fra omverdenen medvirkede til, at sproget faldt på plads igen og Hans blev bedre til at leve med sin nye virkelighed, fortæller han:
- I starten erkendte jeg sygdommen, men tog den ikke alvorligt. Men når man har accepteret det, er man klar til at lære at leve med det hele livet. Jeg ved, at jeg sommetider kan blive overvældet. Så husker jeg mig selv på, at jeg skal slappe af. Jeg kan også sige til andre: Jeg kan ikke lige følge med, kan du tage den igen?
Nu kan han for eksempel, uden at skamme sig, spørge, om en fremmed vil hjælpe med at notere hans navn og adresse, fordi det er blevet svært at håndtere en kuglepen. For det dur ikke at være flov eller bange for, hvad fremtiden bringer:
- Always look at the bright side of life, siger han med henvisning til Monty Pythons legendariske Life of Brian-sang.
- Det forsøger jeg at leve efter. Hvis man kommer til at dyrke det dårlige, kan man blive så sortseende, at man går baglæns. Det dur ikke. Man må ikke trække sig – så dør man langsomt. Det minder den melodi mig om.
Jeg følte, at de så på mig og så sygdom
