Privat foto.
Af Karoline Fodgaard
- Hun skal jo ikke indlægges, fordi vi råber og skriger. Hun skal jo indlægges, fordi nogen vurderer, hun har brug for hjælp. Det er et svigt, at de ikke har givet hende hjælp, da hun havde brug for det. Og det svigt slår hårdt, siger Sonia Luther.
Halvandet år skulle der gå, før Sonia Luthers mor blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik behandling for sin depression. En lidelse, der udviklede sig i takt med, at hun var blevet enke og fået Alzheimers sygdom. Sonia, som selv er 54 år, er uforstående over, at systemet ikke tog hendes mors psykiatriske diagnose alvorligt nok i tide.
- Nu vandrer hun rundt, skriger, vil ikke samarbejde, fordi hun er så knækket af sin psykiatriske lidelse. Hvis hun havde fået hjælp noget før, ville hun jo ikke være så hårdt ramt nu.
Personalet kunne ikke tage vare på hende
For at forstå det forløb, Sonias mor på 81 år har været igennem, skal vi tilbage til december 2022. Moren har haft sin Alzheimers diagnose i et år og bor hjemme med besøg af hjemmeplejen et par gange om dagen. Hun er ensom, og spørger ofte hjemmeplejen, om de ikke bare vil sætte ild til huset eller slå hende ihjel.
- Igennem hele efteråret får hun det dårligere. Det hele eskalerer, og personalet siger, at de ikke kan stå på mål for at passe hende.
Moren bliver indlagt på ældre psykiatrisk afdeling med depressive tanker, og bliver udskrevet efter ti dage til et aflastningsplejehjem med anbefaling om faste strukturer, genkendeligt personale og en-til-en kontakt for at komme ensomheden og tristheden til livs.
Lukkede sagen efter to uger
Tilbage står Sonia med en mor, der er i en dyb depression og har Alzheimers sygdom. Psykiatrisk afdeling giver sagen videre til psykiatrisk ambulatorium, der vil sende et mobilteam ud for at tjekke op på moren. Det sker ikke. Samtidig vil det plejehjem, moren bor på, ikke yde en ekstra indsats, fordi hun blot er på midlertidigt ophold.
- Når man har fået at vide, at psykiatrisk ambulatorie vil tjekke op på hende og følge hende i en måned i et mobilteam, så har jeg tilliden til, at det er sådan, det foregår. Vi opdager ikke med det samme, at hun ikke får den ekstra hjælp, hun har behov for.
Mobilteamet tjekker blot op på Sonias mor ved at ringe til plejehjemmet ad to omgange. To uger efter, hun var blevet udskrevet, lukker de sagen.
- Jeg bliver så frustreret og vred, for min mor var jo blevet mere trist med tiden.
Et svigtende system
Psykiatrien vil ikke genoptage sagen. Familien tager derfor forbi egen læge for at få dem til at rette henvendelse til psykiatrisk afdeling. Den ignoreres:
- Da vi som pårørende tror, at alt er i proces – viste det sig at alt stod stille.
Alt det her skete i januar sidste år, og det lykkedes først for Sonia at få psykiatrisk ambulatorie til at genoptage sagen i maj måned, fem måneder efter. De vil ikke lade hende indlægge med den begrundelse, at det er hendes fremskreden demens, der er den primære sygdom og ikke en depression.
- Der hvor systemet svigter, det er overgangene mellem psykiatrisk sygehus, ambulatoriet og mobilteam. Vores oplevelse er, at de ikke deler viden med hinanden. Det her med, at vi har ambulatoriet ude at kigge på min mor gang på gang, og siger, at sådan skal hun ikke have det, men ikke lader hende indlægge.
Samtidig får hun en fast plads på et plejehjem med et skærmet demensafsnit. Her kan personalet også se, at det står skidt til med Sonias mor – og det er ikke hendes demens som er fremskreden.
- Plejehjemmet har løbende kontakt til psykiatrisk ambulatorie for at bede om hjælp til at håndtere min mor, som er meget urolig, trist og ked af det. Så der er møde næsten hver måned uden de store forandringer for min mor.
Privat Foto fra Sonias besøg hos sin mor den 11. Juni på psykiatrisk sygehus, hvor de går tur i haven - "Synes det var meget sigende med vores skygger"
En banken i bordet
Igennem perioden har moren været på både antipsykotisk, smertestillende, angstdæmpende og antidepressiv medicin. Det har haft ringe effekt og med tiden er Sonias mor dårligere og dårligere psykisk.
Vi skal helt frem til april 2024, før moren bliver indlagt på ældre psykiatrisk afdeling igen, hvor hun kommer i behandling for sin depression.
- På dette tidspunkt vandrer hun rundt hele døgnet, altid urolig, aggressiv og slår på personale, påkører de andre beboere med sin rollator, taler grimt til alle og vil ikke have fysisk hjælp fra personalet.
Heller ikke på psykiatrisk afdeling kan de komme til hende. Det er Sonia selv, der må hjælpe med personlig pleje.
Moren skal have elektrochokbehandling, men før den når at blive sat i gang, falder hun og brækker lårbenet, og skal i stedet opereres. Psykiatrisk afdeling vil først genoptage behandlingen, når hendes lårben er kommet sig helt på trods af opråb fra både plejehjemmet og Sonia selv. Efter nogle uger kan Sonia ikke holde ud at se sin mor i den tilstand.
- Jeg bankede i bordet, samt taler med læger i to dage, før de ville indlægge mor igen – ellers skulle hun vente 1-2 uger, hvilket vi ikke mente, at mor kunne afvente. Hun havde alt for meget uro til at skulle vente yderligere.
Håber på bedre samarbejde
Nu har Sonias mor været i elektrochokbehandling, der har været sat på pause, fordi hun reagerede dårligt på behandlingen. Moren nægtede at fortsætte den, men Sonia har fulgt hende nogle gange for at få den i gang igen.
- Hver dag går jeg næsten græder over, hvordan min mor har det. Hun er blevet indlagt, men hun er bare så knækket nu, at hun er svær at hjælpe. Hun kunne jo have haft en chance for at have det godt.
Sonia har dog stadig et håb for, at der i fremtiden kan blive et bedre samarbejde i systemerne:
- De skal finde ud af, hvad hinanden siger og gør. Der skal ses på, hvad patienten har brug for af hjælp, og det skal ikke komme an på, hvor højt de pårørende råber. De overgange, der er mellem det regionale, det kommunale og sygehusene, betyder, at vi pårørende kommer i klemme. Det er ikke godt nok.
Sundhedsstrukturkommissionen har kommet med deres bud på fremtidens sundhedsvæsen. Det kan du læse mere om her
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
- Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
- Du kan kontakte Demensliniens telefonrådgivning, 58 50 58 50 mandage & tirsdage klokken 9.00 til 15.00 og torsdage klokken 9.00 til 19.00.
