Hjernen husker musikken
Siden 1995 har professor Hanne Mette Ridder oplevet, hvordan musikterapi kan skabe tryghed og berolige mennesker med demens. Musikaliteten bliver ofte boende i hjernen langt henne i et sygdomsforløb - og for nogen kan korsang give livet mening igen.
Af Mogens Holbøll
- Jeg er født i Tanzania, og her havde jeg mit første møde med sang og musik. Angelina, der hjalp til i huset, bar mig rundt på ryggen og sang dagen lang. Det minde sidder dybt i min erindring og fysisk i min krop, fortæller Hanne Mette Ridder, mens hun uden at tænke over det får sat sin krop i rytmiske bevægelser.
Hanne Mette Ridder er i dag professor i musikterapi på Aalborg Universitet og har mange års teoretisk og praktisk erfaring med, hvordan sang og musik påvirker mennesker – unge som ældre.
- I bund og grund er vi mennesker jo pattedyr, og vores børn er totalt afhængige af, at vi drager omsorg for dem. Derfor er der nogle fundamentale ting, som påvirker os alle sammen - uanset om vi er bevidste om det eller ej. En af de ting, der påvirker mennesker, er sang. Vi kender det fra vuggevisen, hvor vi beroliger barnet og synger det i søvn.
Ramme, regulering og relation - I min forskning har jeg fokus på de tre R’er: Ramme, Regulering og Relation. Musik har så mange forskellige funktioner i menneskelivet, så med de tre R’er kan vi belyse nogle af de vigtigste. Når jeg arbejder med mennesker med demens, betyder det, at jeg med musikken skaber en ramme, hvor personen føler sig mødt og tryg. Når rammen er på plads, kan jeg bruge musikken til at regulere personens sindsstemninger. Og endelig kan musikken skabe relationer og fællesskab mellem mennesker, fx når man synger sammen i et kor, siger Hanne Mette Ridder.
Forskning har vist, at mennesker med demens ofte bevarer deres musikalitet. Nogle af de hjerneområder, som vi ved er en aktiv del af vores musikalitet, kan nemlig være relativt velbevarede langt henne i sygdomsforløbet. Derfor er sociale aktiviteter og samvær med musik utrolig velegnede til mennesker med demens.
- I samspillet med andre mennesker kan musikken styrke relationer, kommunikation og interaktion. Musik og sang er et let og fleksibelt sprog, som kan vække glæde og skabe kontakt i stort set alle stadier af demens, fortæller Hanne Mette Ridder.
Den brændende hæk Som færdiguddannet musikterapeut stod det ikke skrevet i stjernerne, at Hanne Mette Ridder skulle bruge musikterapien til at hjælpe mennesker med demens. Som nyuddannet underviste hun unge i Tanzania og siden i Tyskland, men vendte efter nogle år hjem til Danmark med to små børn.
- Plejehjemmet Caritas i Aarhus søgte en musikterapeut til en af deres afdelinger med 24 beboere. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg ikke lige så den faglige værdi, da jeg ansøgte. Men jeg skal love for, at jeg hurtigt fik et nyt syn på, hvordan musikken åbnede for noget helt unikt på plejehjemmet, siger Hanne Mette Ridder.
En af de oplevelser, som stadig sidder dybt i Hanne Mette Ridder, er kvinden, der troede, at hun så børn brænde udenfor for sit vindue.
- Den ældre kvinde var diagnosticeret med demenssygdommen Lewy Body, som blandt andet kan give visuelle hallucinationer. Hun troede at bøgehækken med de farverige efterårsblade var en brand, og hun så børn brænde op. Hun var fanget i en forfærdelig oplevelse, siger Hanne Mette Ridder.
Ved at bruge musikterapi kunne Hanne Mette Ridder få den ældre kvinde ud af hallucinationerne. Sang kunne gradvist regulere hende ud af panikken og tilbage til trygheden.
- Når hun var tryg og rolig, elskede hun at lytte til musik. Det var især, når jeg satte de tre tenorer på grammofonen, at hendes livsglæde røg helt til tops. Operasangerne José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti kunne synge hende et andet sted hen, husker Hanne Mette Ridder.
Hanne Mette Ridder blev så bidt af, hvordan musikterapi kunne hjælpe beboerne med demens, at hun greb chancen og søgte ind som ph.d.-studerende i musikterapi. En ph.d. som hun havde tænkt sig at gennemføre som en efteruddannelse ved siden af sit deltidsarbejde på plejehjemmet.
- Men inden jeg havde set mig om, fik jeg et stipendiat på fuld tid. Så jeg opsagde min stilling på plejehjemmet, men indsamlede fortsat mine forskningsdata på plejehjemmet Caritas.
Kor kan give livet mening
I forbindelse med serien om Demenskoret på DR, har Hanne Mette Ridder udført en række målinger på deltagerne, som belyser effekten af at synge i kor.
- I forskningen taler vi om Embodied Cognition. Begrebet understreger at kognition - altså vores tænkning - er tæt knyttet til kroppen. I projektet målte vi på denne kropslejrede tænkning med visuelle analoge skalaer (VAS), oplyser Hanne Mette Ridder.
I målingen indgår otte forskellige faktorer, som er defineret i tæt samarbejde med en gruppe mennesker med mild demens, som tidligere har deltaget i musikterapi.
- Den form for målinger er i høj grad subjektive, men der er brug for forskning, der indsamler viden fra demensramtes eget perspektiv. Forskningen giver også svar på, hvad demensramte selv lægger vægt på, og hvad deres oplevelse er. Resultaterne fra Demenskoret ser lovende ud og er godkendt til publicering i det internationale tidsskrift Dementia i løbet af sommeren, siger Hanne Mette Ridder.
Det sidste af de otte spørgsmål, som deltagerne bliver bedt om at forholde sig til er: Giver livet mening?
- Det er et stort spørgsmål, men vi kan se, at deltagerne med demens oplevede mening med livet, når de havde sunget sammen i koret. I min optik viser det, hvilken unik betydning sang og musik kan have for mennesker med demens. Og det gør det også meningsfyldt for mig at fortsætte med at udvikle og forske i musikterapi, afslutter professor Hanne Mette Ridder.
Læs mere om musikterapi
www.musikogdemens.aau.dk
