Af Jon Fiala Bjerre
- Min far var et slags fyrtårn for mig, og da hans lys blev svagere, blev det sværere for mig at finde ud af, hvordan jeg skulle navigere i livet.
Sådan beskriver 27-årige Frederik Lindhardt den følelse, han gradvist oplevede, fra hans far, Jan Lindhardt, blev ramt af Alzheimers sygdom i 2012 og indtil hans død i 2014.
- Diagnosen ændrede jo ikke noget fra den ene dag til den anden. Det var en glidende proces. I begyndelsen skulle han for eksempel have hjælp til at komme op og gå og stå – og måske hjælp til at drikke kaffe. Han skulle måske også have hjælp til at fuldføre nogle sætninger eller få nogle pointer helt igennem, fortæller Frederik.
Et udvidet forhold
Han beskriver, hvordan demensen var en svær omvæltning i hverdagen, der tog ham lang tid at vænne sig til:
- Lige pludselig var vi ikke kun far og søn – vi var også syg og pårørende, én der skulle hjælpes og mig der var hjælper. På den måde blev vores forhold udvidet, og ikke altid i positiv forstand. For det var underligt at skulle hjælpe min far i seng, og skære hans mad ud. Det var underligt ikke længere at kunne diskutere med ham, ligesom vi altid havde gjort.
Dårlig samvittighed og grin
Det var en stor sorg for Frederik, langsomt at miste sin far, og den dårlige samvittighed nagede ham konstant. Dårlig samvittighed over ikke at være der nok og gøre nok. Og over at være trist, når hans far havde brug for opmuntring. Redningen blev humor:
- Vi brugte rigtig meget humor til at komme igennem forløbet, og min far kunne heldigvis godt være ironisk omkring sin egen sygdom. Der var også bare mange absurde situationer, vi kom ud i med min far, som vi grinte af, fortæller Frederik, der forklarer at grinet havde flere funktioner:
- Vi grinte nok af to årsager. Dels for at være sammen, for til sidst var der ikke flere ord – vi kunne ikke tale sammen. Men så kunne vi grine sammen og være sammen på den måde. Men vi grinte også af den modsatte grund – for i et øjeblik at glemme, hvad for en fuldstændig absurd situation man egentlig er en del af. Grinet fik det hele lidt på afstand.
Og netop fordi demens kræver så meget af os, så er det også i orden, at vi ind imellem prøver at give os selv lidt luft. Og dér er grinet helt altafgørende.
Læs mere af Frederik Lindhardts historie i hans bog ”Lidt af far”. Køb bogen her >>
Hør også interviewet med Frederik Lindhardt her:
