Inspirationshistorie:
Lee Bunnye fik konstateret
demens. Seks måneder senere
fik hun sit første job

På sydkoreanske hukommelsescafeer har alle baristaer demens. Jobbet giver selvtillid og viser lokalsamfundet, hvor meget mennesker med demens kan.

Af Malene Jensen

Lee Bunnye var 64 år, da hun fik konstateret demens. Som hjemmegående havde sydkoreanske Lee Bunnye været vidne til, hvordan samme sygdom forinden havde forandret hendes ægtefælles liv, og hun blev overmandet af fortvivlelse og sorg over at skulle ende som ham.

Men i dag, et år senere, er Lee Bunnyes liv forandret totalt. Hun er ikke længere deprimeret. I stedet er hun udadvendt og smilende. For for første gang i sit liv har Lee Bunnye fået et arbejde, og det har givet hende troen på sig selv og livet tilbage.

- Jeg er stolt af mig selv. Jeg har fået en mening med tilværelsen,
og det er så givende at arbejde her, siger hun.

"Jeg er blevet så selvsikker"

Sydkorea er et af flere lande, der har oprettet “hukommelses-cafeer”. Cafeerne drives af regeringen og er finansieret af skattekroner og sponsorer. De er skabt for at skabe opmærksomhed omkring og forståelse af demens. Og netop sygdommen er umulig at undgå at tænke på, når man træder ind. For alle cafeens tjenere og baristaer er mennesker ramt af mild demens.

Jeg møder Lee Bunnye og hendes kollega på en hukommelsescafe i Sydkoreas hovedstad Seoul. Her arbejder kvinderne to gange om ugen som baristaer, hvor de serverer kaffe og te for cafeens mange kunder.

- I starten var det udfordrende, for her er mange forskellige drikkevarer, men nu, efter seks måneder, er jeg blevet hurtig og god til at huske bestillingerne. Jeg er blevet så selvsikker, siger Lee Bunnye.

Et samlingssted med fællesskab

Alene i Seoul er der seks hukommelsescafeer, som er blevet en måde, hvorpå borgere med demens får mulighed for at komme ud af huset et par timer om ugen og tage del i livet igen, mens de bliver passet på af cafeernes bestyrere. For at blive barista på en hukommelsescafe skal borgeren være ramt af demens, men i en så mild grad, at vedkommende fortsat kan leve et nogenlunde
normalt liv.

På alle hukommelsescafeerne hænger skilte, der beder cafeens gæster om at udvise forståelse, hvis de modtager drikkevarer, de ikke har bestilt, eller hvis der går lang tid fra bestillingen til kaffen eller teen ankommer.

Jeg besøger en hukommelsescafe en torsdag formiddag, og her er fuld af gæster. Hukommelsescafeen er en del af et demenscenter, hvor ældre borgere har mulighed for at få demenseftersyn og komme til foredrag om demens og demensforebyggelse.

På hukommelsescafeen møder jeg demenscenterets manager Kim Hwanhui, og selvom vi begge bestiller kolde drikkevarer, får vi en varm americano hver. Vi smiler over fejlen og sætter os ved et af bordene.

- Vi åbnede cafeen i marts, og den er allerede meget populær,
fortæller Kim Hwanhui.

Selvom cafeen kun er åben fire timer dagligt, kommer 20-30 gæster hver dag, og de fleste er demensramte borgere og deres pårørende, ældre eller folk fra lokalsamfundet.

- Før var det meget svært at få ældre borgere til at besøge vores
center, for der er mange, som ikke har lyst til at tænke på demens eller blive tjekket for, om de har demens. Men efter cafeen åbnede, har vi fået mange flere besøgende, og her er nærmest blevet et fællesskab for ældre borgere, siger Kim Hwanhui.

“Cafeen er blevet mit hjem”

Hukommelsescafeens fornemmeste opgave er at vise borgere, hvor meget mennesker med demens stadig kan, og i hvor høj grad de kan leve et normalt liv og have et arbejde. Det har cafeen i den grad haft succes med, mener Kim Hwanhui, og det bekræfter en gruppe af cafeens gæster, der drikker te ved vores nabobord.

- Vi elsker at komme her. Det er et af mine ugentlige højdepunkter, siger 77-årige Im Ilshim, som er kommet sammen med to veninder.

De tre kvinder skal til et foredrag på centeret om demensforebyggelse, og de besluttede at lægge vejen forbi cafeen først.

Barista Lee Bunnye arbejder på hukommelsescafeen 20 timer om måneden. Hun tjener 52 kroner i timen, som er lidt over minimumslønnen i Sydkorea, men for Lee Bunnye betyder pengene ikke særlig meget. Det vigtigste er fællesskabet og at komme ud af
huset og møde nye mennesker. Lee Bunnye mener sågar, at hendes helbred er blevet bedre, efter hun fik arbejdet.

- Jeg føler en kæmpe forskel, fra da jeg fik konstateret sygdommen
til nu, siger hun:

- Demenscenteret og cafeen er blevet mit hjem, og jeg håber, at
jeg kan blive ved med at arbejde her i lang tid.