Jeg er bange for fremtiden, og jeg ligger vågen om natten. Der er jo ingen, der kan fortælle mig, hvad der kommer til at ske.
Birger og jeg har været gift i 40 år, og vi har kendt hinanden endnu længere. Vi har haft et godt liv med arbejde og børn. Vi har altid drømt om alt det, vi ville gøre, når vi gik på pension. Noget af det vigtigste var, at vi ville rejse.
Men for fire år siden blev alting anderledes. Birger begyndte at sige grimme ting til mig. Han ændrede karakter og var hidsig og ondskabsfuld.
På det tidspunkt var Birger holdt med at arbejde og gik hjemme. Når jeg kom træt hjem fra arbejde, havde han flyttet rundt på tingene, så jeg måtte bruge lang tid på at finde det hele igen. Jeg var ved at blive vanvittig og skældte ud. Men det hjalp jo ikke.
Vi har et kolonihavehus, som vi elsker. Der oplevede jeg en anden mærkelig ting... Birgers værktøj – som han elsker højt og passer med stor kærlighed – lå og flød. Da jeg et forår opdagede, at det havde ligget ude hele vinteren, vidste jeg, at der var noget helt galt.
Det var prikken over i’et. Så jeg besluttede, at jeg ikke ville leve resten af mit liv med hans aggressive stil, hans flytten rundt på tingene, etc.
Så jeg sagde til ham, at jeg ville skilles.
Forinden havde jeg talt med vores læge om Birgers ændrede karakter. Lægen mente, at det kunne være eftervirkninger efter en lille blodprop, han tidligere havde haft.
Derfor blev jeg ved med at presse på, for at Birger selv skulle gå til lægen. Til sidst lykkedes det – og efter mange undersøgelser fik han diagnosen Alzheimers sygdom.
Jeg tænkte: Det skal, vi nok klare!
Jeg vidste jo ingenting om sygdommen. Det var først, da jeg kom hjem og læste på min iPad om Alzheimers sygdom, at jeg blev bange og ulykkelig. Alligevel var jeg overbevist om, at vi var stærke nok til at klare det. Men det var vi ikke...
Det var meget sværere, end jeg troede. Så det endte med, at jeg gik ned med stress og måtte sygemeldes. Da jeg var helt nede, fik jeg bl.a. hjælp fra Alzheimerforeningen.
Nu har vi fået en hverdag
Birger bliver ved med at cykle de ture, han elsker. Han har fået et navigationsur, så jeg kan se, hvor han er. Når jeg spørger ham, om han aldrig er bange for ikke at kunne finde hjem, sigerhan med et smil: ’’Så kører jeg bare en lille omvej...’’. Vi har altid drømt om at rejse, når vi holdt op med at arbejde. Derfor er jeg nu gået på en tidlig pension. For vi må udnytte tiden. Vi har allerede været sydpå to gange. Og vi planlægger flere rejser.
Jeg er bange for fremtiden
Ingen ved, hvad der kommer til at ske. Men der kommer en dag, hvor jeg ikke magter det længere. Så vil jeg kæmpe for, at Birger stadig har et godt liv med masser af omsorg. For jeg elsker ham jo stadig.
Her slutter Jette sin fortælling. Men Alzheimerforeningen stopper ikke her...
For vi har brug for at give håb til dem, der er ramt. I dag findes der ingen kur, der kan stoppe demenssygdommen. Forskerne ved meget om hvad der sker i hjernen, når et menneske får demens. Men de ved stadig ikke hvorfor.
Du kan støtte forskning i demens her >>
