I midten af det dejlige familiebillede står Katarina og Anna-Clara. De er sammen med deres far, operasanger Jesper Buhl og deres mor, pianist Hanne Bramsen Buhl. For et par måneder siden kørte Jesper Buhl sin kone til et plejehjem på Sydfyn. Det var en svær køretur. Men Hanne var blevet for syg af Alzheimers sygdom til at blive boende hjemme.
Uden forskning - ingen kur. Støt forskningen her >>
Hvornår vi fik mistanke om, at der var noget galt med vores mor? Jeg tror, at hun har haft Alzheimers i mange år. Jeg husker, at jeg begyndte at lægge mærke til, at hun ikke længere havde overblik over, hvad der foregik derhjemme.
Og det var ikke kun mig, der følte, at min mor forandrede sig. Når min storesøster Anna-Clara kom hjem fra sine studier, mærkede hun det også tydeligt.
Vores mor har altid været det blideste og sødeste menneske
Men nu begyndte hun at blive stresset, ked af det og hysterisk, hver gang nøglerne var væk, hendes pung forsvandt, tasken ikke var til at finde etc.
Vi boede ude på landet. Jeg gik stadig i gymnasiet, så jeg var afhængig af at blive hentet. Men nu begyndte min mor at glemme at hente mig. Hun blev også usikker i
trafikken, og hun tog ikke sin telefon. Jeg var altid bange for, at der skulle ske noget med hende. Det var som om, angsten overtog mit liv.
Min mor skulle hente mig. Men hun kom aldrig.
Jeg husker, jeg havde været til en fest, og min mor skulle hente mig. Men hun kom aldrig.
Jeg ringede og ringede, men hun svarede ikke. Så fik jeg fat på min far. Han blev helt ude af den. For han blev bange men også frustreret. Hvor var hun? Endelig fik han fat på hende. Hun fortalte, at hun havde kørt og kørt, men ikke havde kunnet finde mig.
En anden gang skulle min far på kursus. Så min mor besluttede at besøge sin veninde på Møn. Far var bange for, om hun kunne klare togturen alene. Men det kunne hun, og ringede glad til ham og fortalte, at de hyggede sig.
Efter de var gået i seng, vågnede hun og kunne ikke finde ud af, hvor hun var. Så hun forlod venindens hus og gik ud i natten på bare fødder og i nattøj.
Heldigvis mødte hun en rar mand, der spurgte, hvad hun lavede gående på vejen i den påklædning. Hun svarede: ’’Jeg er ved at finde min familie.’’ Han ringede til politiet, og de ringede til vores far i Jylland, der straks tog afsted for at hente hende.
Da hun var kommet hjem, plejede jeg hende. Jeg glemmer aldrig hendes ødelagte fødder.
Min mor og far var bange – og slet ikke parat til at få en diagnose
Min mor var i begyndelsen af 60’erne, da hun var til lægen første gang. Her tog hun den lille demenstest og klarede den nogenlunde. Så hun fik diagnosen stress. Senere kom hun i behandling for en depression. Men hun fik det ikke bedre. Og hukommelsesproblemerne blev værre.
Der kom også klager fra hendes arbejde. Det var mærkeligt, for vi vidste, at hun tidligere var en af de mest vellidte lærere på musikkonservatoriet. Men det endte med, at hun blev fyret.
Til sidst blev mor henvist til Hukommelsesklinikken. Der fik hun en MR-scanning. Resultatet var forfærdeligt. På vej hjem fra samtalen med lægen ringede far og fortalte, at mor sad og græd ved siden af ham. For lægerne havde sagt, at hun havde Alzheimers sygdom.
Først blev vi næsten taknemmelige. Endelig havde vi en diagnose. Men bagefter kom reaktionen.
Først blev vi næsten taknemmelige. Endelig havde vi en diagnose. Men bagefter kom reaktionen. Jeg tog kontakt til Alzheimerforeningen for at få nogle brochurer om sygdommen.* Demensrådgiverne var helt fantastiske. For de så, hvor ulykkelig jeg var, og de fik mig til psykolog allerede et par dage efter. Det reddede mig. Jeg kommer stadig i Alzheimerforeningen og er nu med i en samtalegruppe med andre unge, der har mistet en forælder til Alzheimers sygdom.
Efter diagnosen troede vores far, at han og mor kunne få 10 gode år sammen. Men sådan skulle det ikke gå... Det endte med, at vores mor efter mindre end tre år kom på plejehjem.
Vi tror, hun er tryg ved at være på plejehjemmet. Hun er glad, når hun ser os. Det meste af tiden kan hun kende os – mere nu end tidligere. Måske fordi hun nu kan slappe af.
Der findes stadig ikke en behandling, der kan kurere eller stoppe Alzheimers sygdom og de andre demenssygdomme. Derfor kæmper Alzheimerforeningen hver dag for at ændre det. Vi er nemlig overbevist om, at forskerne en dag vil finde en kur. Men det kræver penge. Mange penge til forskning. Derfor håber vi, du vil støtte forskningen her >>
Hver en krone tæller!
