Foto og tekst: Karoline Fodgaard
Flere TV-dokumentarer har i løbet af de seneste år skildret, hvordan beboerne bliver forsømt: ”Plejehjemmene bag facaden” og ”Opråb fra Plejehjemmene”. I september i år kom Styrelsen for Patientsikkerhed også med dystre tal, som afslørede kritiske eller større problemer ved hvert fjerde tilsyn på ældreområdet. Senere fulgte en undersøgelse lavet af Alzheimerforeningen, Parkinsonforeningen og Scleroseforeningen, som viste, at flere pårørende frygter for deres ældre på landets plejehjem.
For Eva og Jo Kerner på 79 år er fortællingen en anden. Eva kan i hvert fald ikke genkende det billede på Sct. Kjeldsgården, hvor Jo bor.
- Vi hører så meget dårligt, og vi skal også huske de gode historier. Det er så godt et plejehjem Jo bor på, det fortæller jeg til alle. Jeg er så glad for, at han er her, hvor han er.
Fra kærlighed i Tyskland
Eva møder Jo på en rejse i Tyskland. Deres veje krydses i Hamborg, og det er her deres forelskelse spirer. Hun tog Jo, hvis borgerlige navn er Joachim, med tilbage til Danmark. Her lander de begge et job på Grundfos I Bjerringbro. Livet blomstrer, arbejdet kører og snart byder de også to børn velkommen til verden.
De fejrede begge 40-års jubilæum på Grundfos. I dag har de været gift i over 50 år, fået børnebørn, er pensionister og fået en ubuden gæst i deres hverdag; Jo’s Alzheimers sygdom.
- Vi var frustreret, for vi kendte ikke meget til sygdommen. Den overtog meget. Det var hårdt for os begge to.
Det tog lang tid med udredningen, men da det i sidste ende lykkedes Eva at få overtalt Jo til at komme med til lægen, måtte de indse, at hverdagen skulle ændre sig. Jo afleverede pænt sine bilnøgler til Eva, og hun blev nu ægteparrets chauffør.
Hun blev ikke kun chaufføren i deres bil, men også i deres hverdag. Hun banede vejen for deres nye liv med en demenssygdom som følgesvend, og fik også lavet Jo’s fremtidsfuldmagt.
På kommunalt visit
Selvom parret havde og stadig har en stor kærlighed til hinanden, måtte Eva sande efter nogle år med Jo’s sygdom, at det bedste for dem ville være, at Jo kom på plejehjem. Men det ville Jo ikke. Efter en episode, hvor han forsvandt hjemmefra, var der ikke andet at gøre. Han måtte afsted.
Eva havde allerede udset sig stedet for Jo: Friplejehjemmet Sct. Kjeldsgården under Danske Diakonhjem i Viborg.
- Jeg havde hørt så meget godt om Sct. Kjeldsgården, og jeg tænkte, at det var her Jo skulle bo. Men jeg kunne høre, hvor lang ventetid, der var. Så han måtte jo på et andet kommunalt plejehjem. Det var vi ikke glade for.
Jo fik sin aflastningsplads, men det var svært for parret at vænne sig til situationen, fordi han ikke var tryg ved sit nye hjem.
Heldigvis fik Eva et godt forhold til forstander Pia Østergaard på Sct. Kjeldsgården. Eva kunne altid gå til hende, hvis hun havde brug for at snakke, og der var meget fortvivlelse. Indtil den dag, hvor der endelig var plads på Sct. Kjeldsgården, og Jo kunne få lov til rykke ind der.
Tid til at være i demensen
Ægteparret og deres familie blev mødt med åbne arme på Sct. Kjeldsgården, den dag Jo flyttede ind. Døren ind til forstanderkontoret stod åbent, og det har den gjort lige siden. Her kigger Eva altid lige ind og tager en snak med Pia, når hun besøger Jo.
- Jeg glemmer aldrig den dag, Jo flyttede ind. Bare den modtagelse vi fik. Og sådan er det stadig, når vi kommer her. Der bliver budt velkommen, og vi bliver mødt med et smil.
Eva ved, at Jo er i trygge hænder her. De tager sig af ham, når demenssygdommen driller for meget. Enten bliver han taget med på en lille gåtur i plejehjemmets have for at kigge på hønsene, eller så kører de en tur med ham, indtil der er ro på.
Her er der nemlig tid til at tage sig af Jo, og nå ind til kernen af frustrationerne:
- Det handler om at være nysgerrig på, hvordan vi kan gøre noget for det her menneske. Når Jo bliver frustreret over den situation, han er i, så skal vi gribe og støtte ham. Når vi griber Jo der, og tilbyder en køretur, som han holder meget af, ændres følelsen indeni for Jo. Det er bedre at køre en tur end at have en hel vagt, hvor Jo er frustreret og skaber uro for personale og andre beboer, fortæller Pia Østergaard.
Toppen af Poppen for både Jo og Eva
Der er tid til at være der for det enkelte menneske med dets egen historie og demenssygdom, og hele personalet bakker om op det. Det gælder både plejepersonalet, aktivitetsmedarbejdere, pedellen, køkkenpersonalet eller rengøringspersonalet. Det er endda pedellen, som tager Jo med på køretur.
Hver tirsdag er der ture ud af huset, hvor en aktivitetsmedarbejder tager beboerne med i bussen og tager dem med hjem til sig selv. De laver mad sammen, og nogle dage er der også plads til en øl. Her kan beboerne få det åndehul, som de har brug for.
Der bliver også lavet en aktivitet ud af at dække op til kaffe sammen med Jo, når Eva kommer på besøg, hvilket han elsker. Det er ikke det eneste, som bliver gjort for Eva og Jo:
- Jeg var i gang med at julepynte en dag i Jo’s lejlighed, hvor han er ude at køre med pedellen. Da han kommer hjem, overrasker han mig med sangen “Du er er min øjesten” sammen med et personale, fordi personalet vidste, jeg var der og havde fortalt det til Jo, fortæller Eva.
For Eva har det været afgørende for Jo, men også hende selv, at han er et sted som Sct. Kjeldsgården. For det er hårdt at aflevere sin ægtefælle på et plejehjem, specielt når man ved, at det kun går en vej. Det ved personalet godt, derfor bliver der også arrangeret pårørendemøder, så pårørende som Eva også har et rum, hvor de kan dele deres tanker.
Selvom historier om dårlige plejehjem kan fylde ude i samfundet, så har Eva ro i sjælen:
- De har det rette værdigrundlag, og gør så meget godt for beboerne og os pårørende. Jeg kan altid komme til personalet og Pia for at snakke, hvis der er behov for det. Jeg får støtte som pårørende, og har fået mit eget liv tilbage. Som jeg altid har sagt, så er det Toppen af Poppen, det her sted. Det er en stor ting for mig at føle.
