Af Emilie Amstrup
Når Kurt Jensen taler i telefon med sine gamle kammerater, går samtalen glat. Så glat, at en ven ofte siger, at der sgu ikke er noget i vejen med Kurt. Så svarer Kurts hustru, Ulla, at det nok er fordi han taler for meget.
- Nej, lyder det fra vennen, der griner, - Det er fordi, han har sådan en skrap kone som dig. Du holder ham til ilden.
Ulla sidder med benene udstrakt foran sig i en lille sofa. Hun har bundet et tørklæde om håret, der er lidt tyndt efter et kræftbehandlingsforløb. Kurt sidder tilbagelænet i stolen, en albue på hvert armlæn. Ulla taler hurtigt og insisterende, Kurt lidt mindre og lidt langsommere. Til gengæld sparer han ikke på de kække bemærkninger.
Farvel til avisen
Det begyndte, da Kurt Jensen en dag for otte år siden kom hjem fra bridge og fortalte, at noget var galt. I kortspillet skal man tænke flere træk foran, og nu havde Kurt pludselig smidt et kort ud uden at tænke fremad. Det var det første håndgribelige tegn på Alzheimers sygdom – og den første aktivitet, han måtte sige farvel til:
- Jeg ville ikke spille mere. Jeg kunne se, at det her, det kunne jeg ikke længere. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg havde spillet de kort, jeg havde. Det var rystende.
Kort tid efter holdt han op med at skrive referater for et råd han havde været med i. Og siden da er mange ting blevet sværere. For tre år siden fjernede de computeren i stuen. Han kunne ikke længere betjene den.
Et program på computeren var hans sidste mulighed for at læse avis. Efter mange år i statsadministrationen, hvor aviserne var helt centrale for at følge med, gjorde det ondt, da det til sidst var umuligt.
- Det var røvtur, det var det faktisk. Jeg har læst aviser altid. Og så sad jeg der… det var frygteligt, fortæller Kurt.
Stadig god til noget
Ulla er uddannet pædagog, og har uendelig meget tålmodighed, når det kommer til børn. Men den tålmodighed kan være svær at hive frem, når Kurt spørger om det samme for tiende gang, eller hvis han bliver ved med at stå og bøvle med noget, så Ulla må hjælpe. Kurt bliver dårligere, og når det bliver tydeligt, kan det godt hyle hende ud af den:
- Så kan jeg brokke mig og skælde ud, men jeg har tænkt meget over det - skal man blive irriteret? Det ville man jo ikke, hvis det var et barn. De skal lære det, så kommer de videre, men for Kurt er det modsat – det bliver jo værre, fortæller hun.
- Det kan være svært at bevare tålmodigheden, men jeg tror ikke, at man skal lægge så meget låg på, at man bliver en pædagog for sin partner – bare man kan snakke om det bagefter.
Kurt bemærker det også selv. Når han ikke ser de ting, der står foran ham, eller gang på gang forsøge at skære sin mad ud med en ske, kan hun af og til finde ham med hovedet begravet i hænderne.
- Du kan også græde, siger Ulla til sin mand, - Og så siger du ”jeg er også en idiot til alting”. Det er du altså ikke. To gange har jeg skrevet alt det, du er god til, på en liste, og så hiver jeg den frem og læser højt. Du er god at opleve med og du giver de dejligste omfavnelser, så på den led snakker vi om, at det ikke er alt der går ned ad bakke. Der er stadigvæk noget, vi kan nyde.
Fremadsyn
De tænker ikke så meget over, hvordan det kunne have været. I stedet forholder de sig til, hvordan det er nu – på de cykelture de kan tage på, på de ting, som står på listen. Fremtiden fylder også, men ikke så meget – det er svært ikke nogle gange at tænke på, hvad det næste man skal sige farvel til er, fortæller Kurt, men det er jo kun spekulationer. Man ved det ikke.
Ulla har fra starten sagt, at hun er bange for, ikke at kunne klare at have Kurt hjemme, hvis han en dag ikke kan genkende hende, eller ikke reagerer på hende – hun skal nok besøge ham på et plejehjem hver dag, og lige nu er det heller ikke aktuelt:
- Jeg kan ikke forstille mig nogen, jeg hellere ville være sammen med, med eller uden Alzheimers, selvom jeg bander det langt væk nogle gange. Nej, jeg ville ikke være foruden dig, det ville jeg altså ikke.
- Det lyder godt, svarer han efter et øjebliks stilhed og får dem begge til at grine.
