Lars forlod arbejdsmarkedet før tid: ”Det var nødvendigt for Vivis demenssygdom”  

Der findes flere forskellige billeder på, hvordan pårørende bliver påvirket af deres kæres demenssygdom. Lars var nødt til at forlade arbejdsmarkedet før tid for at blive fuldtidshjælper for sin kone, der har Alzheimers sygdom. Systemet er pt ikke indrettet til den virkelighed, som Lars og mange andre pårørende står i. Men det vil nyt politisk udspil gøre op med.  

Af Karoline Fodgaard  

 - Man skal være til stede hele tiden. Ikke nødvendigvis sidde at holde i hånd, men være der til at kunne hjælpe, fortæller 63-årige Lars Krogdal, som er pårørende til sin kone Vivi Sahlertz på 72, der lider af Alzheimers sygdom på tredje år. 
 
Han er en del af de 10 procent af pårørende, som må forlade arbejdsmarkedet før tid på grund af deres rolle som omsorgsgiver. 
 
- Det var nødvendigt, fordi Vivi ikke længere kunne være alene hjemme. Og jobbet krævede en fysisk tilstedeværelse, jeg ikke længere kunne leve op til.  

 

Fra bankrådgiver til omsorgshjælper på fuldtid

Lars var investeringsrådgiver i en bank. Et job han var glad for og en branche, han havde været i siden 1978. Her arbejdede han med at rådgive kunder, som han udviklede gode forhold til.  

I starten af Vivis demensforløb kunne han tage på arbejde, og hun kunne fint være derhjemme. Men i takt med at demenssygdommen blev værre, blev hun mere utryg.  
 
- Jeg luftede muligheden for min arbejdsgiver, at jeg nok så mig nødsaget til at stoppe, da det desværre gik ned ad bakke for Vivi.  

 

 

 

Arbejdsgiveren foreslog i stedet, at Lars gik ned på tre dage om ugen. Men i september sidste år så han sig nødsaget til at stoppe helt. Det var dog ikke et pensionistliv med masser af tid og frihed, som Lars så ind i: 

- Jeg er i dag omsorgsperson på fuldtid og ægtefælle til Vivi, der stille og roligt forsvinder ind i tågerne. 

Demenssygdommen påvirker de pårørendes helbred Tilbage i 2018 lavede Alzheimerforeningen en undersøgelse om, hvordan demenssygdommen påvirker de pårørendes helbred.  
 
Her svarede hver tiende pårørende til en demenspatient, at de pga. funktionen som pårørende er gået tidligere på pension, efterløn eller på anden måde er holdt op med at arbejde. 
 
En problemstilling, der har manglet fokus, mener politisk chef i Alzheimerforeningen, Anja Bihl-Nielsen: 
 
- Det er uhensigtsmæssigt, at pårørende er nødt til at trække sig fra arbejdsmarkedet før tid, hvis de egentlig har lyst til at blive ved at arbejde. Hvis de fik den rigtige hjælp og støtte, kunne det i mange tilfælde være undgået. Der er brug for grundlæggende at kigge på den pårørendes rolle. Både som den ressource de er, og hvad der skal til for at understøtte dem. De rammer og strukturer der er for dem nu, fungerer ikke. 

 

SF peger på forebyggende indsats 

Nogle af dem, der forsøger at give et bud på en løsning, er SF. Tilbage i marts kom de med et nyt arbejdsudspil, der også berører pressede pårørende på arbejdsmarkedet.  
 
- Der er behov for at vise et hensyn til, at der er mennesker, der har brug for at arbejde mindre i perioder af deres liv, fordi der er kriser, fx hvis man har en ægtefælle med demens, fortæller sundheds- og ældreordfører i SF, Kirsten Normann Andersen.  

Helt konkret foreslår SF, at lønmodtagere skal have ret til at gå ned i tid i en periode, når omstændighederne rammer pårørende. Det vil de gøre ved at give mulighed for at gå 15 timer ned i tid om ugen i en periode på maksimalt fem måneder og få en supplerende ydelse udbetalt for tabt arbejdsfortjeneste.  

- Det er jo ikke kun et spørgsmål om, at man gerne vil finansiere mere frihed. Det er faktisk også et forsøg på at forebygge, at alt for mange ender med at miste deres arbejde eller forlader arbejdsmarkedet, fordi de selv bliver slidt op, forklarer hun. 

Hos Alzheimerforeningen hilser man forslaget velkomment.  
 
- Det er positivt, at politikerne har fået øjnene op for problemstillingen, for det er en kæmpe udfordring, der er gået under radaren alt for længe. Vi byder alle, der har lyst til at kigge på en løsning, velkommen, fortæller Anja Bihl-Nielsen.  

Der skulle ikke flere ting på tallerkenen 
Selvom Lars forlod arbejdsmarkedet før tid var det vigtigt for ham, at han kun skulle fokusere på én ting – og det var at tage sig af Vivi.  
 
- Der skulle ikke flere ting op på tallerkenen. Der skulle flere ting af. Det bekymrer mig jo ikke længere, at jeg også skal være på arbejde og føle, at jeg ikke slår til der og bidrager med det, jeg skal. 
 
Hverdagen går nu med at være omsorgsperson på fuldtid, gåture med deres hund og cykling. Lars savner dog stadig det sociale arbejdsliv og noget andet at forholde sig til end sygdommen. Hvis han fik muligheden, ville han heller ikke sige nej til at genoptage sit arbejdsliv: 
 
- Hvis man kunne få rammerne til det, så tror jeg sagtens, at jeg kunne arbejde. Det kunne være kontorarbejde eller noget administration, hvor jeg kunne arbejde hjemmefra. 

For Lars var ikke nødvendigvis klar til at forlade arbejdsmarkedet sidste år: 

- Det var jo vemodigt at stoppe. Det skulle jo ikke have været Vivis sygdom, der var anledningen til, at jeg stoppede. Men det blev det.