Foto og tekst: Karoline Fodgaard
Året var 2021, hvor Anny og Jan første gang var på Alzheimerforeningens Aktiv Højskole. De kendte hverken hinanden eller nogen andre. Men en ting havde de fælles med de andre deltagere: De havde alle en demenssygdom.
Og så kom både Anny og Jan fra Ringkjøbing-Skjern Kommune.
På Aktiv Højskole, som foregår på Brandbjerg Højskole, skulle de bruge en uge sammen med fokus på motion, aktiviteter og socialt samvær. Det var dog ikke kun et rum for aktiviteter, men også et sted, hvor venskaber kunne få lov til at blomstre.
Som bror og søster
Anny og Jan fandt hurtigt ud af, at de havde en naturlig kemi og de kunne relatere til hinandens demenssygdom på godt og ondt. De aftalte, at de ville holde kontakten efter ugens ophold, var slut. Det gjorde de, og fik indvilliget begge deres ægtefæller i det.
Første gang Jan træder ind ad døren hjemme ved Anny, siger hun med det samme:
- Jan, der er lige noget vi skal have snakket om. Jeg er ikke ude efter at finde kærlighed. Jeg kunne godt bare bruge en bror.
Jan fortalte hende, at han også manglede en søster. Derfor vedtog de begge, at det var sådan det skulle være fremadrettet. Den dag i dag ses de to par flere gange årligt, ellers ringes de ofte ved, og taler deres demenssygdom igennem.
Det er nemt at være sammen
De har efterhånden været på Aktiv Højskole sammen nogle gange, og denne gang fulgtes de ad herhen. Selvom ugen var ved at nå sin ende, var det ikke til at tage fejl af glæden for at være her igen:
- Det er jo den bedste uge i mit liv, for her kan jeg lave de ting, jeg gerne vil, siger Anny.
Jan supplerer:
- Fjerde gang jeg er på højskole, og jeg nyder det hver gang. Det er simpelthen så godt for humøret.
Deltagerne får lov til at kaste sig over nogle ting, som de måske ikke har mulighed for at gøre i deres hverdag. Det er også et pusterum, hvor de kan slappe af i deres demenssygdom med de andre deltagere.
- Der er ikke nogen på et eneste tidspunkt, som afbryder os, eller begynder at gætte på, hvad det er, vi er ved at sige. Man får fred og ro.
Anny er enig med Jan og tilføjer:
- Det er nemt at være dement sammen med de andre demente. Vi ved alle sammen, hvad det handler om. Man får lov til at være det sted, man er i sin demens.
Højskolens sidste aften bruges på en festmiddag, og bagefter bliver der spillet op til dans. Både Anny og Jan samt de andre deltagere har glædet sig til at klæde sig fint på og få en afrunding på en aktiv uge sammen. De er mættede efter ugens mange oplevelser, men ser frem til at komme afsted igen.
- Jeg vil tage af sted både forår og efterår, hvis jeg fik muligheden, siger Jan.
