Af Jon Fiala Bjerre, 30. August 2016
Et af de spørgsmål Alzheimerforeningens Demenslinie modtager oftest, er spørgsmålet om plejehjem. Hvornår er det rigtige tidspunkt? Hvad med det praktiske? Hvordan kan jeg svigte det løfte, vi gav hinanden om medgang og modgang? Det er svære spørgsmål – måske nogle af de sværeste man oplever i partner- eller familieforholdet. Og der er ikke nogen facitliste. Men man bør hellere tage beslutningen om plejehjem før end senere, lyder det fra Aase Hellemann, hvis mand lider af Alzheimers sygdom, og de seneste to år har boet på plejehjemmet Jægersborghave i Gentofte.
Hellere før end for sent
- Det var ikke et let valg, men det var på mange måder den eneste løsning. Efter at min mand blev ramt af flere blodpropper i hjernen, var han bundet til en kørestol, og jeg kunne ganske enkelt ikke magte at passe ham, forklarer Aase Hellemann, og kigger ud af et af Jægersborghaves store panoramavinduer.
Alligevel kom det som en overraskelse, da de på hospitalet spurgte min mand, hvor han havde tænkt sig at skulle hen. Han havde på grund af sin demens selvfølgelig ikke tænkt noget, men det at de overhovedet begyndte at snakke om plejehjem, var jeg slet ikke klar til på det tidspunkt, fortæller Aase Hellemann.
Efter indlæggelsen havde Aase Hellemann regnet med at få en svækket, men nogenlunde velfungerende ældre mand med hjem igen. Men hendes mand kunne nu ikke gå, ikke styre sin vandladning og forstod ikke meget af, hvad der skete omkring ham. Han var kort sagt plejekrævende døgnet rundt.
Kort efter blev de henvist til et genoptræningssted, så en aflastningsplads og røg retur til hospitalet med en infektion, før Aases mand i sommeren 2014 fik anvist en plejehjælpsplads på 1. sal i det nyopførte Jægersborghave. To dage efter kunne parret fejre 40 års bryllupsdag.
Tankerne om plejehjem
Aase Hellemann havde året før taget afsked med sin mor, der havde boet på et ældre nedslidt plejehjem. Så hun havde nogle billeder i hovedet, da spørgsmålet kom på bane i forhold til hendes mand. Derudover var tankerne fyldt med alternative løsninger:
- Jeg havde mange svære overvejelser. Hvad kunne jeg klare? Hvad kunne lade sig gøre - eventuelt med massiv hjemmehjælp? Hvordan kunne hjemmet indrettes, så det kunne fungere under de nye betingelser? Hvad ville være det bedste for min mand – og hvilket liv ville jeg selv få fremover? Det var så store og tunge overvejelser, at jeg vendte mine tanker med de store børn, én efter én. Og heldigvis var alle enige om, at de eneste rigtig var, at få ham på plejehjem, fortæller Aase Hellemann.
En hverdag hver for sig
I dag er Aase Hellemanns mand i gode hænder på plejehjemmet, men det er stadig svært at stå på sidelinjen.
- Som pårørende prøver jeg at være så dagligdags-agtig som muligt - føre en slags samtale, lytte, forstå, hjælpe med alt muligt, men det er svært. Jeg har undervejs taget nogle valg: Jeg deltager ikke i den helt personlige pleje, og jeg undgår helst at være med ved måltider, da jeg har jeg svært ved at se på, hvor lidt han spiser og drikker, og hvad der går i den gale hals eller ved siden af på tøjet. Det gør for ondt at se ham sådan, forklarer Aase Hellemann.
Hun kommer ofte på besøg, men bliver ikke længe ad gangen. Hendes mand tror ofte, at hun bor der, og han kan heller ikke altid selv finde ud af, hvor han er.
Aase Hellemann blev kort efter sin mands indflytning valgt som formand for Beboer- og pårørenderådet på Jægersborghave:
- Min tanke var, at det var en måde, hvorpå jeg kunne gøre en indsats – og dermed indirekte også være noget for min mand. Jeg har i hvert fald fået meget mere at vide om det at drive et plejehjem med alle dets gode tanker og handlinger, muligheder og begrænsninger, forklarer hun.
Hun tilføjer, at det er vigtigt som pårørende at beskæftige sig med noget andet, for ellers tager de tunge tanker over:
- Det er så vigtigt, at man som pårørende holder flaget oppe, og også sørger for at passe på sig selv. Det er samtidig også det bedste, jeg kan gøre for min mand.
