Af Malthe Graungaard Bech
På overfladen lignede Minna og Per Basbøll et helt almindeligt ægtepar. Parret blev gift i 1978, og fik sidenhen to sønner. De arbejdede begge to som pædagoger. Per var i mange år leder på et fritidshjem, mens Minna arbejdede indenfor specialområdet, hvor hun blandt andet arbejdede med mennesker med demens.
Men det gode liv varede ikke ved. Per kæmpede i mange år med en udiagnostisteret Alzheimers sygdom. Per fik dog først diagnosen 2018, selvom de første tegn kunne ses mange år forinden.
Allerede i 2007 fik Per en fratrædelsesordning fra den institution, hvor han arbejdede. Han var ikke selv helt klar over hvorfor, og han hoppede efterfølgende i flere år frem og tilbage mellem jobs. Det er sidenhen gået op for Minna, at demensen nok allerede dengang havde en effekt på Per.
- Efter den tid, hvor han mistede sin lederstilling, var han særligt sårbar. Jeg troede, det var fordi, han mistede sit arbejde, men det har nok nærmere været omvendt. At han måske har mistet hans arbejde, fordi han mistede sit overblik og strukturer på grund af hans sygdom, fortæller Minna.
Disse små tegn blev med tiden tydeligere og tydeligere for Minna.
Hun husker blandt andet en episode i 2013, hvor parret havde valgt at flytte i en mindre bolig. Her blev det klart for Minna, at der var noget galt med hendes mand. Flytningen var fuldstændig uoverskuelig for Per.
- Da vi flyttede, var der et eller andet, som fik mig til at sige, der var noget galt. Da vi skulle afsted, havde han slet ikke pakket. Alt hans tøj hang inde i skabene. Han kunne slet ikke overskue flytningen. Det endte med, han skældte os alle sammen så meget ud, at børnene til sidst gik, siger Minna.
Per og Minna var begge gode til at kompensere
Selvom der var flere alarmklokker, der ringede hos Minna, så var det aldrig rigtigt på tale, at Per skulle til lægen. Han fungerede nemlig stadigvæk fint derhjemme, og han havde ingen problemer med at huske, hvilket er et af de hyppigste tegn på demens.
- Han var enormt god til at kompensere. Han fandt bare på andre måder at løse opgaverne på. Hvis han havde fået fat i en skjorte, som han ikke kunne knappe, så tog han bare en ny skjorte. Hvis det ikke fungerede, så tog han bare en t-shirt på. Det gjorde han jo med så mange andre ting. Og så isolerede han sig også meget. Men han havde altid været en enspænder, så jeg lagde ikke så meget i det, fortæller Minna yderligere.
Mange af de tidlige tegn på demens så Minna ikke. Per og Minna kompenserede på forskellige måder i hjemmet, og derfor tror hun, at mange af de tidlige symptomer i stedet har været mere tydelige på arbejdspladsen. Hun forsøger derfor nu at udbrede viden om de tidlige symptomer, som mennesker, der bliver tidligt ramt af en form for demens, lider under.
- Det er vigtigt for mig at dele ud af mine erfaringer, fordi så synes jeg, at det måske giver en lille smule mening, at Per har været syg. Og så synes jeg også, at der er rigtige mange ting, jeg gerne ville have vidst, fortæller Mina, hvorefter hun uddyber:
- Hvis folk havde haft den viden, så var der måske også nogle fra hans arbejde, der kunne have opdaget det. Jeg synes, det er vigtigt, at man kan genkende symptomerne, skille de forskellige sygdomsforløb ad og udbrede viden om, at demens ikke bare er en huskesygdom, og noget der rammer gamle mennesker. Jeg synes, det er vigtigt at snakke om og forholde sig til sygdommen.
Per og Minna elskede at gå og løbe ture.
Indblik i Pers tilstand på arbejdspladsen
I flere år fik parret hverdagen til at fungere nogenlunde gnidningsfrit.
Det ændrede sig dog i 2015, hvor Per blev ansat på den institution, hvor Minna var afdelingsleder. Her gik det for alvor op for Minna, at hendes mand havde ændret sig.
Førhen havde Minna ikke et indblik i Pers adfærd, når han arbejdede, men det fik hun nu.
- I 2015 blev han ansat på det bosted, hvor jeg var afdelingsleder. Han blev ansat i en anden afdeling, så jeg skulle ikke have noget med ham at gøre. Men da jeg så ham derude, der gik det op for mig, at det var slet ikke min mand. Han puttede og trak sig. Han havde svært ved opgaverne, og den måde han interagerede med kollegaerne på, var helt anderledes end normalt. Han sad som et lille skræmt barn, siger Minna.
Selvom det var ved at gå op for Minna, at hendes mand fejlede noget, så skulle der stadigvæk gå nogle år, før Per valgte at gå til lægen.
Minna har efterfølgende tænkt over, hvorfor der skulle gå så lang tid, før han kom afsted til lægen. Den største grund var, at de på daværende tidspunkt ikke følte, de ville kunne håndtere, hvis Per ikke længere var rask.
Per bliver konstateret med Alzheimers i 2018
I 2018 blev Per pludseligt ramt af sprogproblemer.
Derfor fik Minna, i samarbejde med hendes søsters mand, overtalt Per til, at det ville være en god idé at gå til lægen for at få tjekket, hvad han fejlede. Han var i perioden op til lægebesøget også begyndt at få mareridt, og havde den ene nat slået ud efter Minna. Noget som bestemt ikke lignede Per.
Han kom derfor endelig til lægen, hvor de blev enige om, at Per skulle have foretaget nogle scanninger. Resultaterne lod dog vente på sig, og da de så endelig kom, så var svaret ikke entydigt. Per blev derfor sendt videre til hukommelsesklinikken på Herlev Hospital, hvor de fik foretaget nye scanninger. Svarene på prøverne fik de dog først, da Per blev indlagt, fordi han pludseligt fik et ildebefindende, hvor Per var ved bevidsthed, men slet ikke var til at komme i kontakt med.
Morgenen efter han blev indlagt, tog Minna hen for at besøge ham. Her fik hun et kæmpe chok. Manden hun kendte, var der slet ikke mere.
- Næste morgen ville jeg besøge ham, og jeg troede egentlig, at jeg bare skulle op og hente ham. Det skulle jeg så ikke. Da jeg kom ind på hans stue, så lå der en gammel mand med to mennesker omkring sig. Der gik det pludselig op for mig, at det var fandeme min mand, der lå der. Han var diffus og helt rundt på gulvet. Det var et kæmpe chok at se ham sådan, fortæller Mina, og forsætter:
- Så kom der en læge hen til mig og sagde, at han ville gå ud og kigge på scanningsbillederne, som vi jo ikke havde fået svar på. Han kom så ind og sagde, at det ikke så godt ud. Han fortalte, at Pers hjerne ikke kunne mere lige nu, fordi han havde overkompenseret i lang tid. Han kunne nok godt forbedre sig igen, men han ville aldrig komme tilbage til samme niveau som før.
Per var de kommende fem dage indlagt på hospitalet, hvorefter han blev sendt direkte på aflastning på et plejehjem. De blev efterfølgende overført til Rigshospitalets hukommelsesklink, hvor lægen fortalte, at der var tydelige markører for Alzheimers sygdom.
Nu kunne Per og Minna altså ikke løbe fra det længere. Per blev diagnosticeret med Alzheimers sygdom.
Sygdommen blev hurtigt forværret
De kommende år blev Pers tilstand hastigt dårligere. Han var en i periode hjemme og bo igen, men blev efter en lungebetændelse tildelt en fast plads på det plejehjem, hvor han tidligere havde været på aflastning.
Kort før juleaften i 2020 falder Per og brækker hoften. Per kommer derefter tilbage til plejehjemmet, men får den 19. januar et ildebefindende, og er faktisk næsten helt væk. Herefter får han store synkeproblemer, og får til sidst ordineret en tryghedspakke, som indeholder smertestillende medicin, af plejehjemmets læge.
Lige før han falder i søvn, deler parret et sidste og rørende øjeblik sammen.
- Jeg fortalte ham, at jeg elskede ham så højt, og at han var det bedste, der nogensinde var sket for mig. Så kiggede han bare på mig og sagde, at han også elskede mig. Så tog han fat i mit hår, hvorefter han skubbede mig væk. Herefter drejede han hovedet og vendte sig om og faldt i søvn. Han sov efterfølgende i 24 timer uden at vågne, hvorefter han døde, siger Minna, mens hun tørrer en tåre væk øjenkrogen.
Minna synes efter omstændighederne, at det var en værdig afsked for Per. Han var omkranset af sin familie, mens han stille og roligt fik lov til at sove ind.
Tilbage sidder Mina dog med følelsen af, at de kunne have opdaget hans sygdom langt tidligere. Hvilken forskel det havde gjort, er hun usikker på, men hun mener stålsat, at det er vigtigt, at man sætter fokus på tidlig diagnosticering, og at sygdomsforløb er forskellige.
- Set i det lys at jeg har en faglighed, hvor jeg har arbejdet med demente, så synes jeg, at det er lidt skræmmende, at jeg ikke kendte mere til det tidlige forløb i hans sygdom. Måske var der også nogen fra hans arbejde, der kunne have opdaget det. Det er vigtigt, at man kan kende symptomerne og skille de forskellige sygdomsforløb ad. Jeg håber, der bliver sat fokus på, at demens ikke bare er en huskesygdom, og at det kan ramme tidligere, end man tror, fortæller Minna afslutningsvist.
