Af Joachim Werner
Jeg kan mærke han bliver varm om hjertet, og så bliver jeg selv varm indeni.
Queen. Blues Brothers. Gasolin. Listen af Flemming Schiøttes yndlingsbands er lang og rocket. Han har altid været lidt af en hippie, fortæller Flemmings datter Majbritt Schiøtte. Altid klædt i farverigt tøj og en attitude, der udstråler at han er ligeglad med, hvad andre tænker om ham. Måske er det faktisk det, der gør ham til den vellidte mand han er.
En uddannet civilingeniør, der mens han arbejdede aldrig tog jakkesættet på ligesom hans kollegaer. En festglad mand, der mens han kunne altid dansede så vildt til familiefesterne, at hans kone himlede med øjnene af ham. Familiens dansetrold. Og man kan godt se, at der er noget om snakken. Med sin nyfriserede lange grå manke og et skæg, der er lige så vildt som Flemmings musiksmag, sidder han i sin sofa på Bakkegården Plejehjem med en kold øl og følger med i noget sport på sit TV.
Headbang og larm
Flemming er 82 år og fik konstateret Alzheimers sygdom for fem år siden. Det var også deromkring, at Flemming mistede sin kone, og Majbritt blev den tætteste på Flemming. Han har svært ved at tale, men det er tydeligt, at han observerer alt, hvad der sker omkring ham.
Majbritt selv bor i Smørum sammen med sin mand, Jimmy, og de besøger ofte Flemming og laver forskellige ting sammen. Én ting laver de dog så ofte, at det nærmest er blevet et ritual for Majbritt og Flemming. Når Majbritt kommer på besøg, har hun nemlig altid en lille højtaler med som hun afspiller rockmusik fra. Og så skråler de så højt med på musikken fra den lille medbragte højtaler, at deres skønsang, efter Majbritts eget udsagn, kan høres på hele Bakkegården. Det er der, de for alvor kan mærke hinanden. Musikken har altid været en ting, de to havde sammen.
- Da jeg var en lille pige, kan jeg huske, at min far og mor lyttede meget til The Les Humphries Singers. Dem skulle vi altid høre på deres pladespiller. Jeg har nok været omkring en ti år og min far i fyrrene, og jeg havde langt hår ligesom min far. Så lyttede vi til The Les Humphries Singers og gav den gas. Min far sagde ”kom så lille skat!”, og så stod vi der og headbangede for fuld skrue. Dét tror jeg han mindes, når vi lytter til musik sammen. Så kan jeg nå ham. Og han kan nå mig.
Coronakrisen gjorde det svært
Coronakrisen har ikke gjort det nemt for Majbritt og Flemmings tætte bånd. I næsten tre måneder kunne Majbritt og Jimmy ikke besøge Flemming. De snakkede i telefon sammen hver dag, men det var selvfølgelig ikke det samme som at ses. Da Flemming og Majbritt endelig kunne se hinanden igen, kunne Flemming ikke genkende Majbritt.
Men igennem musikken fandt de sammen tonen igen. Da de endelig måtte se hinanden, havde Majbritt tasken pakket med det sædvanlige. Fra ostebolle til højtaler. Højtaleren spillede ’This is my life’ med Gasolin tre gange i træk og den tredje gang nummeret spillede, lyste Flemming op. Hans tale blev skarp og han kunne tydeligt udtale og huske ordene i sangen. Lige siden den oplevelse, har de lyttet til ’This is my life’ næsten uafbrudt.
- Når vi sidder i bilen og skråler med på ’This is my life’, griner Flemming af mig. Han siger ’åh’ og ryster på hovedet fordi jeg synger så grimt. Men han bliver så glad. Jeg kan mærke han bliver varm om hjertet, og så bliver jeg selv varm indeni, fortæller Majbritt.
Musik som kognitivt redskab
Det er ikke noget nyt, at musikken bliver brugt som redskab inden for behandling af demenssygdomme. En forklaring på Flemmings styrkede tale og skarphed kan forklares ud fra begrebet reminiscens. Reminiscens handler om at stimulere og aktivere minderne hos mennesker med demens for at genfinde personen bag sygdommen. Reminiscensmetoden er en udbredt metode, der handler om at dele livserfaringer, og det kan blandt andet ske gennem musik, deling af billeder og lydoptagelser. Selve metoden kan altså forstås ved et forsøg på at finde frem til en ’genklang’ eller et ’minde’. Den ’genklang’ eller det ’minde’, er også det, Majbritt kan se og mærke i Flemmings møde med musikken.
Nationalt Videnscenter for Demens oplyser, at der i 2016 fandtes 20 studier vedrørende effekten af musikterapi på demens. Forskningen antyder at musikken kan have en effekt på den demensramtes stemning og motorik, men der mangler stadig flere beviser og mere forskning. Forskning eller ej, så har musikken en stor betydning for samværet mellem Flemming og Majbritt, der bliver ved med at skråle med på Kim Larsen, så længe de kan.
Se Majbritt og Flemming nyde musikken sammen i videoen herunder.
