Af Heidi Sahlholdt, 2. januar 2014
Allerede i entréen bliver man hilst velkommen med fyldte bogreoler. Her er kunst og især bøger ikke bare en passion, men i særdeleshed en livsstil. Ole har ernæret sig som selvstændig bogforlægger og hans kone, Karen, arbejdede som børnehaveklasseleder og blev pensioneret i 1999.
Ole opdagede ikke selv, at den var gal med Karen, men det gjorde et familiemedlem der arbejdede som demenssygeplejeske. En dag for 6 år siden trak hun Ole til side og sagde, at hun synes, de skulle mødes, for hun kunne mærke, at den var gal med Karen. Hun havde forandret sig. Familiemedlemmet fortalte, at det var vigtigt at få Karen til lægen for at blive udredt, da det var muligt at få noget medicin, som kunne hjælpe, så Karen kunne få det bedre.
- Jeg drev et børnebogsforlag herhjemmefra, og vi var derfor meget sammen i hverdagen, især efter at Karen blev pensioneret. Så jeg lagde simpelthen ikke mærke til, at Karen var blevet glemsom og ikke kunne finde ordene, for det var jo noget, der var sket gradvist, fortæller Ole.
Ole viser nogle huskesedler, som han har fundet frem fra dengang. De viser, hvordan Karen forsøgte at holde styr på alle de løser ender i sit liv ved hjælp af små sedler, som hun skrev ned til sig selv.
Pludselig er man omsorgsgiver og plejer
Karen fik stillet diagnosen vaskulær demens, og samtidig begyndte tingene at blive sværere og sværere derhjemme. I takt med at Karen blev mere og mere syg, begyndte hun at blande sig meget i alt, og hun afbrød hele tiden Ole med de ting, han sad og var i gang med.
- Det var en meget stressende periode for mig. Jeg var presset og var i underskud på alle måder. Jeg forløb mig også over for Karen, fordi jeg var så frustreret, husker Ole.
Noget måtte ske
Langsomt indså Ole, at han ikke kunne passe forlaget mere.
- Jeg kunne ikke holde møder derhjemme, for vi blev afbrudt hele tiden. Det var en forfærdelig hård og anstrengende tid, husker Ole.
Heldigvis lykkedes det i april 2012 at sælge forlaget. Og Ole indså herefter, at det var tid til at finde et plejehjem til Karen, som efterhånden var blevet meget dårlig.
- Jeg besøgte mange forskellige plejehjem for at vælge det rette sted. Da jeg endelig fandt det, blev Karen skrevet op til en plads. Jeg var meget ked af det i den periode. Ked af at Karen skulle på plejehjem. Karen kunne jo heller ikke selv forstå, at hun skulle flytte, for hun kunne ikke se, at der var noget galt, fortæller Ole.
Karens mand igen
Men nu er humøret vendt tilbage. Måske var det, fordi det gik op for ham, at Karen havde det godt på plejehjemmet. Måske var det, fordi han fandt ud af, at der var en masse søde mennesker, som kunne støtte ham undervejs. Og måske var det også, fordi Ole igen fik lov til at være Karens mand og ikke bare omsorgsgiver og plejer for Karen - omend det var på nogle andre præmisser, end det var før Karen blev syg.
Samvær på en ny måde
- Demensen har gjort, at jeg har fundet ind til noget ægte og umiddelbart i mit samvær med Karen – den kom som et helvede og endte alligevel med også at være frugtbar for mig på sin egen sære måde. Når jeg kommer og besøger Karen nu på plejehjemmet, kan jeg fokusere på at være der for Karen. Vi kører ofte en tur til stranden, og hun gør tegn til, at hun gerne vil have en is. Den spiser vi og nyder det i fulde drag. Hun siger, det bliver koldt, og vi må tage trøjen på. Så bliver det for varmt, og vi må tage trøjen af igen. Vi gør tingene lige, som det passer Karen, og vi tager os vores tid, fortæller Ole.
- Jeg kan ikke tale med Karen om ting der sker, men jeg kan være der. Den tid, vi har sammen nu, er Karens tid, og den handler om Karen. Men den giver også mig en stor glæde – en glæde som jeg ikke havde regnet med, lyder det fra Ole.
Hør også en podcast med Ole Eskesen her
