Det er egentlig ikke en kristen reference, når jeg bruger ordet engle om de tre SOSU’er, der var omkring os og min morfar i tiden, inden han døde. Det er mere den følelse, de gav os: Fremmede, der pludselig stod der i stuen og skabte en enorm varme og tryghed for os i en svær situation. Hvis der fandtes engle, så forestiller jeg mig, at de ville være som dem. Det er i hvert fald en betegnelse, de fortjener, når man tænker på de mange fordomme og shitstorme, der rammer dem.
Døden er tabubelagt og trist, men SOSU’erne gav situationen glæde. De forstyrrede aldrig, og de fornemmede altid stemningen, og om vi havde brug for, at de blev lidt længere. En af dem var en kæmpe humørbombe og kom ind med et enormt overskud, og uanset hvornår på dagen, jeg kom, havde hun høj energi. En anden var vittig og løftede stemningen med kommentarer som: ”Nu vil han nok også snart gerne have fred for al vores snak!”. Den tredje var mere stille og tilbageholdende, men meget omsorgsfuld. Hun puttede dynen godt omkring min morfar, tændte lys, og hun spurgte ind til, hvordan vi havde det. De havde en naturlig tilgang til det hele, og vi kunne tale om vores minder med dem. En af dem havde været hjemmehjælper hos min morfar, og hun fortalte en masse anekdoter fra hans gård. Det var dejligt, at vi kunne mindes ham, mens han var frisk og rendte rundt på marken, til han var 85 år. Det var vi kede af, at han ikke fik lov til den sidste tid, men de kompenserede for det med deres måde at være sammen med ham og os på. Der var så meget livsglæde, selv om det var et liv, der var ved at rende ud.
- Camilla Egeborg Møller, barnebarn til Niels
