For seks år siden røg jeg otte meter ned ad en skrænt, brækkede kravebenet og de fleste ribben i venstre side og tilbragte efterfølgende en uge på Hvidovre Hospital. På min stue mødte jeg mange typer patienter: Misbrugere, der stjal medicin fra de andre patienter, alkoholikere, hvor sukkersygen var godt i gang med at fjerne begge ben, og en yngre mand, der havde skyldt de forkerte penge og derfor mistet en finger. Et væld af læger, sygeplejersker og SOSU’er rendte også ind og ud af stuen. Og her seks år efter er det SOSU-assistenten Bente, jeg husker.
Bente var et af de mennesker, der gik ind i et rum med en glæde, der smittede af på hele stuen. Det er jo selvmedlidenhedens højborg at ligge på sådan en stue. Men hun rummede os alle på lige vilkår. Der var ikke forskel på erhvervsmanden og misbrugeren. Hun havde stor indlevelsesevne og omsorg, og hun var ekstremt opmærksom. Hun blev aldrig irriteret, når vi opførte os krævende eller urimeligt. Tværtimod kom hun altid før, jeg selv nåede at ringe på snoren, og spurgte om jeg havde brug for mere morfin. Jeg lagde mærke til, at hun aldrig gik, når klokken var 15, og vagten var slut. Hendes vagt sluttede, når alle patienter havde det godt, og hun tog et ansvar, der gik langt ud over hendes arbejdspligter.
- Christian Kurt Nielsen
