Når Tom kommer, bliver verden større
Omkring en gang om ugen tager Tom turen fra Taastrup til Frederiksberg. Det gør han for at besøge 88-årige Ingrid, der har Lewy Body-demens – besøgene får Ingrid til at live op, mens hendes søn får ro i maven over, at andre end han selv kommer forbi.
Tekst og foto: Mikkel Bækgaard
Der går ikke mange sekunder, når døren til stuen går op, før Ingrid Fahl rækker armene frem – i hvert fald ikke den gang om ugen, hvor Tom kommer forbi. Hun sidder gerne i sin stol med rollatoren ved siden af sig – eller i sin seng. Hun ser op og smiler.
– Der er han jo, siger hun så og læner sig frem.
Tom Kaalund bukker sig ned, så hun kan få et kram.
– Det er godt at se dig igen, siger han stille.
Så sætter de sig som regel i sofaen ved vinduet. Tom tager jakken af. Ingrid glatter sin kjole. Hun vil gerne se pæn ud, når han kommer. Udenfor glider trafikken på Frederiksberg forbi, men inde i stuen bliver tempoet et andet. Her er kun to mennesker, et par kopper kaffe – og en samtale, der langsomt finder sin rytme.
– Vi har det bare godt sammen, siger Ingrid. Vi kan grine sammen.
Taler om gamle dage
Ingrid Fahl er 88 år og bor på plejehjemmet OK Prinsesse Benedikte på Frederiksberg. Hun lever med Lewy Body demens, en sygdom der blandt andet giver utryghed, angst, forvirring og store udsving i dagsformen. Hun kan have svært ved at overskue støj og mange mennesker og trækker sig ofte tilbage til sin stue.
Men når Tom kommer, åbner hun sig.
– Det er en af mine venligste gæster, der kommer og besøger mig. Der er en varme. Det er noget, der sker inde i mig, siger hun.
Tom er frivillig i Alzheimerforeningen og kommer jævnligt for at være sammen med Ingrid et par timer. Omtrent en gang om ugen – nogle gange hver fjortende dag – kører han til plejehjemmet fra sit hjem i Taastrup for at være sammen med Ingrid et par timer. De taler om hendes barndom ved Ringkøbing Fjord, om årene, da hun boede Hamborg, om den danske sømandskirke dernede og om livet før sygdommen. De går små ture på gangen, drikker kaffe og sidder tæt i sofaen.
Indimellem ‘danser’ Ingrid lidt med sin rollator, som Tom kalder det. Så holder han øje og griner med.
– Hun åbner sig så meget, når der kommer et menneske, der sætter sig roligt og bare er der. Jeg taler ikke ned til hende. Jeg taler stille og roligt. Og så falder hun til ro.
Hjælper på den dårlige samvittighed
For Ingrid er Tom ikke bare en tilfældig besøgende, men et kendt og trygt menneske i en hverdag, der ofte føles uoverskuelig. Hans billede står fremme, så hun bedre kan huske ham. Og besøgene betyder meget, fortæller Ingrids søn, Laurids Kristian Fahl.
– Hun ved, at Tom kommer igen. Han eksisterer i hendes verden. Han er en tryghed, siger Laurids.
Laurids fortæller, at hans mor hele livet har haft et stort behov for menneskelig kontakt – og samtidig har hun alligevel ofte haft svært ved sociale situationer. Demenssygdommen har forstærket den sårbarhed:
– Sætter du hende i et uroligt miljø med mange lyde og mennesker, så lukker hun ned. Men sidder du stille over for hende, ser hende i øjnene og taler roligt, så blomstrer hun. Hvis bare kontakten er der, så kan hun sidde midt på en motorvej og ikke opdage bilerne, forklarer sønnen.
Både lettelse og tryghed
Det er netop den form for nærvær, Tom bringer med sig ind i stuen.
For Laurids betyder besøgene derfor mere, end hans mor selv er i stand til at huske fra dag til dag. Dagsformen svinger, og det er langt fra alt, hans mor kan huske. Men følelsen af tryghed bliver – og det samme gør lettelsen hos Laurids selv.
– Jeg har konstant dårlig samvittighed. Uanset hvor meget jeg gør, føler jeg, at jeg burde gøre mere. Men her er Toms besøg en enorm hjælp – også for mig.
Han bor tæt på plejehjemmet og kommer ofte forbi, men hverdagen skal også hænge sammen med arbejde, familie og egne kræfter. Derfor kan følelsen af utilstrækkelighed være tung, især når han ved, at hans mor sidder mange timer alene og sjældent deltager i fællesskabet med de andre beboere.
– Det at vide, at der kommer nogen, når jeg ikke kan være der, betyder simpelthen så meget. Så kan jeg sænke skuldrene bare en lille smule. Jeg ved, at der er et menneske, som ikke er belastet af alle de følelser, jeg selv har, som bare sætter sig hos hende, tager hende i hånden og lytter, siger Laurids.
Giver ro og plads
Ikke mindst i weekenderne giver det Laurids ro at vide, at der er planlagte besøg hos hans mor.
– Så kan jeg med lidt større ro i maven se mine venner eller tage udenbys, fordi jeg ved, at min mor ikke er helt alene i sin verden. At der er nogen, der bringer lidt normalitet og glæde ind. Måske er det bare en time, men det er en time med ægte nærvær.
For Tom er relationen til Ingrid bestemt ikke en pligt, men noget, han ser frem til. Demens har været tæt på hans eget liv, og heraf kom ønsket om at gøre en forskel for både den ramte og de pårørende.
– Kan jeg gøre et menneske glad og samtidig give de pårørende lidt ro, så giver det mig en dyb glæde. Jeg nyder virkelig at tage herind, siger Tom.
Tog billeder med fra Hamborg
Ingrid har bestemt fået en stor plads i Toms liv – også når han ikke sidder fysisk sammen med hende på Frederiksberg. For nylig havde han fx været i Hamborg og insisterede på at besøge den danske sømandskirke i byen, hvor Ingrid arbejdede som ung.
– Det gjorde jeg Ingrids skyld. Jeg tog billeder og viste dem til hende, da jeg kom tilbage. Hun genkendte stedet med det samme. Så åbnede hun op og fortalte. Minderne lever der, forklarer Tom.
Og relationen er dyb mellem Ingrid og Tom – også selvom de kun har kendt hinanden i ca. halvandet år. I sofaen læner Ingrid ofte hovedet mod Toms skulder.
Hun tager hans hånd og ser kærligt på ham.
– Det er godt, at der kommer nogen. Det er vigtigt for mig, siger Ingrid.
Også for Laurids betyder Toms besøg virkelig meget:
– De her besøg er fuldstændig uvurderlige. De giver min mor øjeblikke, hvor hun lever op, smiler og er sig selv. Og de giver mig visheden om, at jeg ikke står helt alene med ansvaret og sorgen. At der er én mere, der bærer lidt af det sammen med os, siger han.
Bliv frivillig i Alzheimerforeningen
I Alzheimerforeningen kan man som frivillig gøre en stor forskel for mennesker med demens og deres pårørende.
Socialt samvær og nærvær kan skabe tryghed, glæde og små øjeblikke af genkendelse – og give både den demensramte og de pårørende en følelse af, at de ikke står alene.
Som frivillig kan du bidrage på mange forskellige måder. Det kan være med arrangementer, bestyrelsesarbejde, it, regnskab, koordinering, eller lave aktiviteter sammen med personer med demens. Kontakt os og hør mere om de mange muligheder.
