Da billedet blev taget, havde Theas far haft Alzheimers sygdom i flere år.
Uden forskning - ingen kur. Støt forskningen her >>
Vi boede i Vejle, dengang alt var godt. Begge mine forældre havde arbejde, og min far var ikke syg. Men det ændrede sig.
Pludselig begyndte min far at blive anderledes. Han glemte helt almindelig ting som at gå tur med hunden, spise morgenmad eller slukke for komfuret. Og så blev han voldsomt vred og aggressiv. Dengang var jeg otte år gammel.
Det endte med, at han mistede sit job. Så vi blev nødt til at finde noget billigere at bo i og flyttede derfor til en mindre by på landet.
Mens vi boede der, begyndte vi at mærke, hvor anderledes han var blevet –og hvor svært det så var at bo i en lille by. Når vi gik tur, gik jeg med ham i hånden, fordi han ellers blev forvirret. Men folk stirrede og forstod slet ikke, at han var syg. Vi følte, at de snakkede om os.
Det var også svært, at jeg hver dag var nødt til at tage direkte hjem fra skole for at passe min far. Jeg var altid så bange for, at der skete ham noget. Det var hårdt, for der var ingen, der forstod min situation – slet ikke mine klassekammerater.
Ingen diagnose – ingen hjælp
Når vi i familien talte om, at min far var syg og skulle have hjælp, blev han meget vred. For han skulle i hvert fald ikke til lægen.
Det var utroligt opslidende at klare hverdagen. Derfor henvendte vi os til kommunen og spurgte, om de kunne hjælpe os. Men kommunen svarede, at så længe min far ikke havde en diagnose –og så længe, han ikke boede alene –kunne vi ikke få hjælp.
Vi var ved at segne under presset. Så til sidst besluttede min mor, at vi to blev nødt til at få en anden adresse. Derfor flyttede vi til en lidt større by. Men hver dag kom vi hjem til min far, gav ham mad, gik med hunden og hjalp til, indtil han fik en ældrebolig.
Min mor blev syg
Den psykiske belastning, det var både at skulle passe sit arbejde og en syg mand, betød, at min mor blev meget syg. Så syg, at hun fik hjertestop. Lægerne troede ikke, at hun ville overleve. Det var en forfærdelig tid, hvor jeg var indlagt sammen med hende i halvanden måned.
Fordi vi i den periode ikke kunne hjælpe min far, kunne han ikke længere blive i sin ældrebolig, men skulle flytte på plejehjem. Og han var glad for skiftet.
I dag er min far tæt på at dø
For et halvt år siden blev min far indlagt på hospitalet med høj feber. I forbindelse med indlæggelsen blev han meget forvirret og aggressiv, og han forstod slet ikke, hvad der foregik. Derfor gav de ham en masse beroligende medicin.
Selvom undersøgelserne viste, at han både havde galdesten og nyresten, besluttede hospitalet at udskrive ham med alt for meget beroligende medicin i blodet. Derfor gik han i koma et par timer efter, han var kommet tilbage til plejehjemmet.
Jeg er overbevist om, at det er mangel på ilt i forbindelse med hans koma, der gør, at han i dag ikke kan tale, spise eller genkende mig. Det er svært. Jeg savner ham. Men jeg føler mig også svigtet i meget af det, der er sket.
Når jeg fortæller om min lille familie, er det, fordi jeg så gerne vil have fokus på, hvor alene og magtesløs man føler sig, når et familiemedlem bliver ramt af Alzheimers sygdom. Og så vil jeg ønske, at du donerer penge til forskning i Alzheimers sygdom. Det er der hårdt brug for
Der findes stadig ikke en behandling, der kan kurere eller stoppe Alzheimers sygdom og de andre demenssygdomme. Derfor kæmper Alzheimerforeningen hver dag for at ændre det. Vi er nemlig overbevist om, at forskerne en dag vil finde en kur. Men det kræver penge. Mange penge til forskning. Derfor håber vi, du vil støtte forskningen her >>
Hver en krone tæller!
