_{Henrik Faber (tv) og Thomas Faber (th) samler ind til Landsindsamlingen 2025.} 

Tekst og foto af Karoline Fodgaard

Solen tittede stille frem over et villakvarter i Glostrup. Og det er ikke hvilket som helst kvarter eller hvilken som helst dag.

Det er Alzheimerforeningens Landsindsamling, det er international alzheimerdag – og det er Thomas Fabers gamle adresse.

Thomas på 61 år har Alzheimer og har valgt at samle ind i det kvarter, han boede i, før sygdommen for alvor tog over.

Han er glad for at være tilbage og se sine tidligere naboer – og de er mindst lige så glade for at se ham igen.

– Det er jo mit gamle hood. Et dejligt sted, som jeg savner at bo i, siger han.

 

Med Keyhangeren på maven vælter donationerne ind

Til dagens anledning har Thomas taget sin bror Henrik med.
– Jeg var 12 år, da Thomas blev født. Og jeg har sagt, at så længe jeg trækker vejret, vil jeg være der for ham, fortæller Henrik.

Spørger man brødrene, hvorfor de bruger dagen på at samle ind, kommer svaret uden tøven:
– Vi gør det for at få flere penge til medicin, så sygdommen kan bremses. Vi håber, indsamlingen både giver et flot beløb og mere viden om, hvor træls sygdommen er – sagt på godt nordjysk.

De har begge Alzheimerforeningens keyhanger på med MobilePay og QR-kode klar – lige midt på maven.

Ved den første dør trækkes en mobil frem.
– Så må jeg hellere trække maven ind, griner Henrik, mens beboeren forsøger at scanne.

En donation tikker ind, og indsamlingen er for alvor i gang.

 

Gensynsglæden med de tidligere naboer var stor. 

Minder om livet der var

For 3 år siden fik Thomas sin Alzheimers diagnose som 57-årig. Han måtte sige op på sit arbejde og siden hen også flytte i en mindre lejlighed end sit villahus.

Henrik har fulgt ham hele vejen – ved diagnosen, i møderne med kommunen og da huset måtte sælges.

– Jeg boede jo lige dér, siger Thomas og peger på et rødt murstenshus.

Der holder to biler parkeret nu. Brødreparret betragter huset, det der før var Thomas’ hjem og hverdag inden sygdommen ramte.

- Selvfølgelig savner jeg at bo her, men sådan er det. Heldigvis har jeg stadig et netværk.

Han smiler og går op mod døren. Han banker på, og en kvinde åbner. Hun genkender ham straks.
– Har du det godt? spørger hun.

– Ja, jeg samler ind for Alzheimerforeningen. Jeg har selv Alzheimer, men jeg har det godt, svarer han.

Nu har Thomas blod på tanden efter mere. For selvom sygdommen har taget hverdagen fra ham, skal den ikke tage indsamlingen.

De krydser over på den anden side af vejen for at tage det næste hus.

Den nordjyske mentalitet

Efter en håndfuld huse siger Thomas:

- Generelt går indsamlingen godt. Vi har fået samlet penge ind. Jeg fortæller folk, at jeg selv har sygdommen, og det kan jeg se, påvirker dem. Folk er interesserede og hjælpsomme,

Han smiler:

- Vi er nordjyder, vi giver jo ikke op,

Lige så stille traver de over vejen til det næste hus. Som Freddie Mercury synger det i Don’t Stop Me Now, så er der lige nu intet, der kan stoppe Thomas, også selvom det ikke er alle, der åbner dørene eller giver en donation.

Netop dét kendetegner både hans tilgang til livet med Alzheimer og forholdet til broren Henrik.

– Som de nordjyder vi er, har vi aftalt, at vi klarer den sammen. Vi taler åbent om sygdommen og hverdagen – og vi griner stadig sammen. Det er vigtigt for os. Tårerne må komme, når vi er hver for sig, siger Henrik.

Thomas sætter pris på dialogen – og på, at Henrik har kørt hele vejen fra Aalborg for at gå med ham.

– Jeg så dog gerne, at han flyttede lidt tættere på familien i Nordjylland. Det ville være dejligt, tilføjer Henrik.

_{Thomas elsker hunde, og heldigvis var der god tid til at lige hilse på de firbenede væsener.} 

En rotte mere i fælden

Lige nu handler det ikke om Nordjylland, men om at få lavet en god indsamling i Glostrup, og få en god samtale op at stå om demens.

Efter to timer trækker mørke skyer ind over Glostrup. Henrik henter bilen, så de hurtigt kan komme af sted, hvis nu regnen bryder løs.

- Så er der en rotte mere i fælden, siger Thomas efter han fik endnu en donation fra en tidligere nabo.

De første regndråber falder, mens Henrik lægger den sidste folder i en postkasse. Imens falder der en donation mere af til Thomas.

– Her var der også hul igennem. Hun var sød, siger Thomas tilfreds.

Brødreparret sætter sig i bilen og er en indsamling rigere. De sætter kursen mod Thomas’s nye lejlighed og tilværelse. Her venter en ris og karryret, og et stærkt netværk, der er med ham.