Af Jon Fiala Bjerre
- Hej Bamse. Hej mor-Jette.
Stemningen er varm og glad, da Tiger Sennenwald træder ind ad døren til Jette og Birger Vebers Rødovre-lejlighed en grå februar-torsdag. Hjemmevant hænger han sin jakke, og uddeler uden tøven et stort knus - først til Birger, der blandt venner og familie går under navnet Bamse, og så til hans kone, Jette. Bordet i parrets stue står allerede dækket med franskbrød, kringle og kaffe, og før Tiger får sig sat ned, har Jette allerede præsenteret sit seneste strikketøj - en lun strikjakke til Tiger og kærestens lille hund.
- Det er min måde at give lidt igen på. Vi er så glade for, at Tiger er kommet ind i vores liv, forklarer Jette med et kærligt smil, før hun sætter sig ved bordet, hvor Birger allerede er ved at fordele tallerkener.
TÆT PÅ AT GIVE OP
Det er snart seks år siden, at Birger Veber fik konstateret Alzheimers sygdom i en alder af blot 63 år. Siden har sygdommen langsomt men støt udviklet sig, men da Coronaepidemien skyllede ind over landet, tog den pludselig fart:
- Vi var tæt på at give helt op, siger Jette med en alvorlig mine.
- Da landet lukkede helt ned i foråret, lukkede det dagtilbud også, som Birger kom i tre gange om ugen. Det var et helvede for os begge to. Birger blev meget urolig og irritabel over pludselig ikke kunne foretage sig noget, og jeg havde ikke et øjebliks pause. Jeg er ellers ikke typen, der beder om hjælp, men der måtte jeg ringe til kommunen og bede dem om at hjælpe os. Svaret var dog, at intet kunne gøre. Det var helt forfærdeligt, indtil ham her dukkede op, fortæller Jette og hælder kaffe op til Tiger med et smil.
TIGER EFTER MORFAR
Hvis Tiger-navnet klinger bekendt, er det måske fordi du kender ham fra TV2-serien ”Tiger & Morfar” eller Alzheimerforeningens adventskalender fra 2019. For 34-årige Tiger betød sidste forår også store omvæltninger:
- Mange ved nok, at jeg havde et meget tæt forhold til min morfar, der havde Alzheimers sygdom. Han var min bedste ven, og jeg besøgte ham hver dag på plejehjemmet. Derfor var det også meget svært, da jeg måtte sige farvel til ham i april, efter han havde været syg i længere tid. På en måde var det godt, at han fik fred, for han forstod ikke det her med Corona. Men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham og savner ham, forklarer Tiger.
Efter morfarens død kontaktede Tiger Alzheimerforeningen for at spørge, om der ikke var nogen med demens han kunne hjælpe, nu når han havde lært så meget om sygdommen og fået så meget ud af samværet med sin morfar. På den måde blev Tiger og Bamse ad omveje ført sammen, og siden slutningen af maj sidste år har de to mødtes hver torsdag kl. 10 til kaffe og en tur ud i det fri.
- Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi begge to kunne lide at cykle. Så vi har været på mange lange cykelture sammen. Det er jeg rigtig glad for, fortæller Birger, mens Tiger viser ham billeder fra deres ture på sin telefon hen over bordet.
- I sommer var vi meget ude omkring Bamse og Jettes kolonihave i Herlev, og Bamse viste mig en masse flotte steder ved mosen, som jeg ellers aldrig ville have oplevet. På den måde får vi begge to en masse ud af det, siger Tiger.
BEDST NÅR MAN ER TO
Denne vinterdag er det dog for glat til at cykle, så makkerparret gør sig i stedet klar til en gåtur omkring Damhussøen, der ligger tæt på.
- God tur drenge, siger Jette, mens hun vinker fra døren.
Snakken går om løst og fast, mens Birger fører stedkendt an igennem villakvarteret. Ritualet med kaffen er hyggeligt, men Birger kan bedst lide, når han og Tiger er på tomandshånd:
- Jeg kan godt komme til at føle mig udenfor og lidt sat af, når der er flere samlet og snakken går hen over bordet. Derfor er det rart, når man bare er to.
Vinden er kold og skarp, da de to når den frosne sø.
- Det frisker hjernen op, siger Birger, mens han langsomt går hen ad den isede sti langs søbredden.
- Hvis jeg glider og brækker begge ben, kører du mig så rundt i kørestol næste torsdag, siger Tiger.
- Det kan du tro, griner Birger.
