Vi elsker stadig vores far

Når man er barn forguder man sine forældre, når man er teenager ser man kun deres fejl, og når man er voksen føler man omsorg for sine forældre, sådan lyder Elisabeth Søndergaards definition på kærligheden mellem børn og deres forældre.

Og hendes søster, Maria Bøgelund nikker bekræftende: - Jeg er helt enig.

Maria og Elisabeth tror ikke, at kærligheden til og omsorgen for deres far er blevet anderledes, fordi han har en demenssygdom. De er bare tidligere blevet bevidste om, hvad kærligheden til ens forældre betyder.

-Man kan se det som, at vores far er ældet noget hurtigere end normalt. Derfor kan der være brug for, at vi hjælper noget mere - hvis mor giver lov, siger pigerne og griner lidt indforstået.

De ved, at der vil ske mange forandringer, i takt med at sygdommen udvikler sig, men pigerne forestiller sig, at kærligheden vil være konstant.

- Det vil stadig være en lige stor kærlighed. Måske bliver det mere tydeligt nu, at der kan være brug for, at vi skal vise noget omsorg. Når vores far er i uvante rammer med mange mennesker kan han blive lidt utryg eller forvirret, så er det en fordel at vi er til stede og kan hjælpe ham, fortæller Maria.

Og Elisabeth tilføjer: -Far kan stadig give rigtig meget. Han er kærlig og omsorgsfuld og viser stor interesse for os og vores liv. Han har stadig faderrollen, men vi griber nok på en anden måde om ham, end vi gjorde før.

Familien holder meget af at være sammen på ferie.

Samme følelser

Deres far har altid været bevidst om sin sygdom og beholdt sit gode humør. Og hans personlighed er stadig intakt:

-Far er stadig den samme, men han er samtidig en anden person. Det er nogle andre ting, vi har fået til fælles nu. Vi snakker mere om gamle dage, for det er noget af det, som vores far stadig husker godt, og så er vi blevet mere interesserede i disse historier i takt med, at vi bliver ældre. Samtidig er vi begyndt at snakke med far på tomandshånd, da det giver lidt mere ro og tid til fordybelse, siger Maria, og Elisabeth supplerer:

Forholdet til ham vil ændres, men ikke de tanker og følelser, vi har.

Pigernes far har altid vist store følelser, når han bliver stolt. Og det er ikke blevet mindre efter at han er blevet syg. Det var eksempelvis tydeligt, da Elisabeth for nylig forsvarede sit speciale på universitetet.

-Så snart Elisabeth begyndte sit forsvar, blev far helt bevæget, siger Maria mens hun søger sin søsters blik, hvorefter de begge bryder ud i et kærligt og varmt grin.

At leve i nuet

Ifølge Maria og Elisabeth har det været vigtigt for deres forældre, at deres døtre skulle fortsætte det liv, de var i gang med, da faderen fik konstateret sin demenssygdom. Pigerne skulle ikke lige pludselig være meget mere sammen med forældrene, end de plejede, aflyse rejser eller andre større projekter. Forældrene sagde meget klart, at nu hvor de havde fundet ud af, hvad der var galt, så gjaldt det om at få det bedste ud af den tid, de havde tilbage.

Den devise forsøger Maria og Elisabeth at leve efter. Af samme grund forsøger de ikke at tænke for langt frem og forestille sig, hvordan det hele bliver værre:

-Vi lever i nuet og tager de bedste ting til os, forklarer Maria.

Bliver voksne lidt tidligere

Pigerne fortæller, at de har været skånet for meget modgang i deres liv. De har levet et forholdsvist beskyttet liv og har ikke været ude for de store udfordringer. Men med sygdommen tæt inde på livet er situationen ændret:

-Vi sætter pris på de gode stunder, der består, men jeg ville nu hellere være foruden sygdommen, reflekterer Elisabeth. Og hun fortsætter:

Samtidig gør det én mere klar over, hvad man har at miste. At livet ikke varer evig. Så på en måde er det positivt, at man har fået indsigt, men det bringer også nogle bekymringer med. Vi har måske fået et mere realistisk syn på livet. Det kan jo både være godt og skidt.