Af Line Hvid
Rollerne i Henrik Einlykkes familie var indtil for halvandet år siden temmelig fasttømrede. Det var Henriks mor, der sørgede for, at alle hendes sønner og børnebørn blev samlet til jul, påske og på familieture.
- Da min mor for halvandet år siden døde af kræft, blev der en helt ny verdensorden. Mine to brødre og jeg stod nu alene med min far, der var under udredning for demens. Det var enormt hårdt at miste vores mor, og vi skulle samtidig opfinde en helt ny rollefordeling i forholdet til min far, fortæller Henrik Einlykke.
Henrik Einlykkes far fik for et år siden konstateret Lewy Body-demens. Familien havde i mange år forinden haft mistanke om, at faren led af demens. Det har været en langsom proces, hvor faren glemte flere og flere ting og fik sværere og sværere ved at overskue hverdagen.
Far-søn-forhold byttet rundt
Det var svært for Henrik at se faren forandre sig fra det familieoverhoved, han engang var, til en mand, der ikke længere kunne huske almindelige hverdagsting. Det gjorde, at far-søn-forholdet faktisk blev byttet helt rundt.
- Det er trist at se, fordi han på mange områder har været en stærk mand, og nu kan han pludselig ikke så meget mere. Han prøver stadig at bevare kontrollen ved for eksempel at have styr på sine penge, men han har udfordringer med at bevare overblikket over sin økonomi, fortæller Henrik Einlykke.
De tre brødre står nu også for at arrangere de familieture, som moren plejede at planlægge. Selvom det har været en udfordring at omstille sig til det nye, har de tre brødre heldigvis stadig det samme gode forhold til hinanden - også selvom der kommer flere og flere udfordringer. For nylig blev det for eksempel til en tur til Falster i sommerhus, hvor faren også var med.
- Min far var utrolig træt efter den weekend. Det er svært for ham at deltage i en samtale, når der er mere end to personer. Det bliver for meget for hans hoved, fortæller Henrik Einlykke.
Kvinde og mænd tackler det forskelligt
Henrik beskriver sig selv og sine to brødre som tre følsomme herrer. Alligevel har de svært ved at tale med faren om følelser. Det har de aldrig rigtig gjort.
- Vi kommer nemt til at være meget praktiske omkring min far, og vi har en tendens til at pakke vore følelser ind i humor. Vi driller ham lidt med hans demens, og det kan godt virke groft nogle gange, men det er netop fordi vi pakker vores følelser ind. Samtidigt er den lidt grove humor vores måde at vise kærlighed på. Jeg tror, at kvinder tit er bedre til at få sagt tingene på en god måde, hvor vi måske pakker tingene for meget ind i humor, fortæller Henrik Einlykke.
Lige nu er Henrik Einlykkes far medicineret. Lægerne fortæller, at det holder hans sygdom lidt hen. De advarer samtidig om, at sygdommen godt pludselig kan udvikle sig meget hurtigt, hvis medicinen holder op med at virke.
- Det sidste års tid er det gået rimelig godt med min far, og han har ikke fået det meget værre - sikkert også på grund af medicinen. Jeg ved godt, at han pludselig kan få det meget værre. Jeg ønsker blot, at han har det godt og ikke har mange smerter her i den sidste del af sit liv, fortæller Henrik Einlykke, der også kan fortælle, at faren mødes med sine to brødre hver onsdag og spiller trompet i et band.
- Det band har de altid haft sammen. Det er med til at bevare livskvaliteten for min far. Det er en del af livet, der er, som det plejer at være, slutter Henrik Einlykke.
