Mette Friis
Kandidat til bestyrelsen

Jeg er blevet opfordret til at stille op til bestyrelsen, og det har styrket min motivation for at engagere mig på et mere strategisk og overordnet niveau i foreningen. Det har fået mig til at overveje, hvordan jeg bedst kan bringe mine erfaringer og samarbejder i spil.
Gennem mit professionelle arbejde og frivillige engagement har jeg mødt mange mennesker, hvis liv er præget af demens. Jeg har set og formidlet, hvordan selv små ændringer i støtte og forståelse kan gøre en stor forskel i hverdagen. Det giver mig en stærk motivation for at sikre, at deres perspektiver bliver tænkt ind og forstået i de beslutninger, der skal træffes.
Jeg motiveres af at samarbejde om at sætte retning og skabe udvikling – og samtidig sikre, at foreningens arbejde gør en mærkbar og meningsfuld forskel både internt i foreningen, for mennesker med demens, pårørende og i samfundet.
Jeg stiller op, fordi jeg sammen med bestyrelsen ønsker at bidrage aktivt og tage medansvar for at styrke og videreudvikle foreningen, så den fortsat gør en reel og værdifuld forskel – selvom demens er et komplekst område.

Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet med demens i mange år – både som sygeplejerske og leder i det kommunale og siden januar 2022 som demenskonsulent på Odense Universitetshospital, som følge af projektet Demensvenligt Sygehus. Jeg underviser blandt andet personale i demens, kommunikation og samarbejde med pårørende og er med til at udvikle samarbejde på tværs af sektorer med fokus på mere sammenhængende forløb for mennesker med demens og deres pårørende.
Jeg har været frivillig siden 2013 – blandt andet som tovholder for en demenscafé, gruppe for ægtepar og som en del af lokalafdeling Fyn i fem år, herunder som forperson det seneste halve år. Det har givet mig en stærk forståelse for, hvordan frivillighed og fællesskab fungerer i praksis, og hvilken betydning det har for både frivillige og målgruppe. Jeg har i 2025 afsluttet en diplomuddannelse i organisation og demens.
Jeg bringer en kombination af sundhedsprofessionel og ledelsesmæssig faglighed, praksiserfaring, mange møder med mennesker med demens og pårørende samt frivilligt engagement – med blik for strategi, samarbejde og retning.

- Styrke de lokale frivillige kræfter i foreningen, så engagement, erfaringer og forskellige kompetencer bliver bedre understøttet og bragt i spil.
- Fokus på bedre sammenhæng i forløb for mennesker med demens og deres pårørende, især i overgange mellem hjem, hospital og kommune.
- Styrke samarbejde på tværs af sektorer og organisationer, så viden og erfaringer i højere grad omsættes til gavn for mennesker med demens og deres pårørende.
Andre roller i Alzheimerforeningen
Medlem af bestyrelsen og forperson i lokalafdeling
Aktivitetsfrivillig