Menu

Søren Littau Christiansen

Kandidat til bestyrelsen

MOTIVATION

Jeg ønsker at stille op til bestyrelsen i Alzheimerforeningen, fordi demens ikke blot er en diagnose - det er en livsomvæltning for hele familien. Jeg har selv en far, der i dag bor på plejehjem med demens, og jeg kender derfor de udfordringer og behov, pårørende og patienter står i og har.

For mig er det afgørende, at foreningens arbejde tager udgangspunkt i det enkelte menneske og dets hverdag. Det kræver en tydelig strategisk retning og evnen til at påvirke de rammer, som beslutninger træffes indenfor.

Jeg ønsker at bidrage til en bestyrelse, der både har blik for det nære menneskelige perspektiv og samtidig arbejder målrettet for at styrke foreningens gennemslagskraft i samfundet.

ERFARINGER

Jeg arbejder til daglig i ejendomsmæglerfaget og har gennem flere år været aktiv i politisk arbejde og bestyrelsesarbejde. Jeg er blandt andet udpeget af Esbjerg Kommune til bestyrelses- og repræsentantskabsposter i Dagmar Kollegiet og Ribe Fritidscenter samt medlem af Taksationskommissionen efter lov om offentlige veje. Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Ribe Børnefestival.

Jeg har erfaring med strategisk arbejde, interessenthåndtering og beslutningsprocesser i krydsfeltet mellem borgere, organisationer og offentlige myndigheder. Jeg bidrager konstruktivt i samarbejde, har fokus på løsninger og lægger vægt på at skabe klare retninger. Jeg kan især bidrage inden for strategi, kommunikation og samfundsforståelse.

FOKUSOMRÅDER

Jeg er særligt optaget af, hvordan Alzheimerforeningen kan styrke sin stemme og gennemslagskraft i samfundet. Det gælder både i forhold til politiske beslutninger, samarbejdet med kommuner og udviklingen af indsatser, der reelt gør en forskel for mennesker med demens og deres pårørende.

Jeg ønsker at arbejde for, at foreningen fortsat udvikler sig strategisk og formår at omsætte viden og erfaringer fra hverdagen til konkret indflydelse.

Samtidig er det vigtigt for mig, at foreningens arbejde forbliver forankret i medlemmernes virkelighed og behov.