Alle mennesker har brug for at deltage i meningsfulde aktiviteter. Hverdagens aktiviteter og rutiner skaber tryghed og er samtidig identitetsskabende. For mennesker med en demenssygdom kan det dog være svært at holde fast i de aktiviteter, de deltog i, før sygdommen. Tab af funktionsniveau vanskeliggør deltagelsen i aktiviteterne.
Det er vigtigt at vurdere hvilke aktiviteter og gøremål i hverdagen, der kan lade sig gøre, trods svækkelse. Det handler om at finde frem til de aktiviteter, der giver mening for den enkelte. Mange aktiviteter kan lade sig gøre, blot man får lidt hjælp og støtte.
Det kan fx være hjælp til at udføre i hverdagens gøremål, opfordring til at deltage i sang og musik og udarbejdelse af livshistorie. Det kan også være en god idé at deltage i demenscaféer, Alzheimerforeningens Aktiv Højskole, udflugter og andre målrettede aktiviteter, da det fastholder sociale kompetencer og identitet.
Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet har en positiv indvirkning både på kroppen, hjernen og humøret. En vigtig del af behandlingen af mennesker med en demenssygdom handler derfor om at tilbyde gode muligheder for fysisk aktivitet og træning. Målet for fysisk træning er ikke kun at bedre funktionsevne, bevægelighed, kredsløb og kondition, men også at støtte identitetsfølelsen.
Egentlig træning fx med redskaber vil som oftest kun kunne gennemføres tidligt i et demensforløb - med mindre man får støtte til aktiviteten. Allerede indlærte fysiske aktiviteter fx fra sport og idræt kan dog bevares langt hen i forløbet. Efterhånden som demenssygdom skrider frem kan den fysiske træning med fordel ændres så den får mere karakter af motion eller leg, hvor fokus også er rettet mod stimulering af sanser, balance, reaktionsevne og vågenhed. Det er vigtigt at huske på, at sansestimulering kan og skal foregå hele livet igennem.
Læs også: Træning mindsker psykiske symptomer ved Alzheimer
Mental stimulering
Det er vigtig at holde både krop, sjæl og hjerne igang, hvis man har en demenssygdom. Mentalt stimulerende aktiviteter såsom at lægge puslespil, læse, spille spil eller kort, spille et musikinstrument, og mere målrettet træning af kognitive funktioner - såkaldt 'hjernegymnastik' er gode måder at holde hjernen i gang.