Acceptrejsen
Klumme af Cecilie Hother
Demens var en ny verden, som jeg ikke kendte særligt meget til, før min egen far tog demensvejen i overhalingsbanen. Det har været en svær proces at skulle erkende, at man mister én, der betyder så meget i ens liv. For selvom jeg prøver at holde fast i ham, så er det lidt ligesom sand mellem hænderne – lige meget hvor meget, man prøver at samle fingrene, så glider sandet stadigvæk ud. Man prøver sådan at holde fast på det menneske, som han var. Men lige meget hvad man gør, så bliver der mindre og mindre tilbage af ham.
Noget af det sværeste var det tempo, som sygdommen udviklede sig i. På et halvt år gik min far fra at bo selv og vide hvem alle i familien var og hvad vi foretog os, til at bo på plejehjem og ikke kunne huske os længere. I begyndelsen skiftedes mine fire søskende og jeg til at hjælpe ham i 14 dage ad gangen. Først med indkøb, så tøjvask og så økonomien. Efter han en dag var faldet, var det som om sygdommen tog fart, og der var flere og flere ting, han skulle have hjælp til. Det var mærkeligt, at den mand jeg altid er gået til for at søge råd og vejledning, pludselig var væk. Han var der ikke længere, min far. Og det var en kæmpe sorg, der gjorde ondt på flere niveauer. Jeg skulle acceptere at miste min far, men det gjorde også ondt, fordi jeg havde to børn, som jeg gerne ville have, skulle have en morfar. Og jeg måtte indse, at det ikke kom til at ske.
Noget af det jeg har fundet ud af, som demens desværre også byder på, er, at dem der er syge, kan blive enormt frustrerede, hvis de ikke forstår, hvad der sker, eller ikke har kontrol over situationen omkring dem. Så når jeg tog Elinor og Aksel med på besøg for at skabe glæde, blev de ofte råbt ad, fordi min far ikke kunne overskue det. Og det gjorde ondt i hjertet, for jeg kunne se, at det jo ikke var min far, der talte, det var sygdommen.
Noget af det sværeste ved sygdommens udvikling for mig er rolleskiftet, hvor man på en måde bliver forælder for sin forælder. Jeg kunne lige pludselig se nogle paralleller mellem min 2-årige og min 6-årige og min far. Det var virkelig mærkeligt at se min voksne ansvarlige far pludselig opføre sig som en lille forkælet dreng. Og jeg tog mig nogle gange i at sige de samme ting til ham, som jeg sagde til mine børn. Det synes jeg stadig er en rigtig hård og svær rejse.
Som sygdommen udviklede sig, ændrede vores samvær sig også. Jeg plejede at tale i telefon med min far hver dag. Men med tiden blev det for vanskeligt, fordi man skulle forklare det samme igen og igen. Jeg blev lige dele ked af det og vred og frustreret over det. Og det var jo dybt uretfærdigt, fordi han jo i bund og grund bare var syg.
Jeg har følt mig enormt magtesløs, og har i en periode også taget afstand, fordi jeg ikke kunne holde ud og se min far forsvinde ind i demenstågerne. Det gør ondt, og jeg er ikke stolt over de følelser, der følger med frustrationen og afmagten, men jeg tror, det er en del af processen. For lige så vel som den der er syg, går gennem en proces, har jeg indset, at jeg også skulle på en rejse – en acceptrejse, som har været yderst udfordrende. Og netop i denne udfordring vender jeg tilbage til kærligheden. I et liv vil der altid være gode stunder og dårlige stunder – alle de ting man fik sagt og alle dem, man ikke fik sagt, og så må man ligesom koge det ned til, at man har elsket og er blevet elsket.
Men så er der også de klare øjeblikke, hvor min far pludselig genkender mig. Det er fantastiske øjeblikke for mig, men frygtelige for min far. For det er der, det går op for ham, hvor syg han er, og hvor meget han misser i sit liv. Og hvor han ikke længere er hjemme, men er på et plejehjem.
Med tiden har jeg dog også lært at finde de dejlige stunder i demensen. En dag, hvor jeg besøgte min far, havde jeg pakket lidt chokolade ned i en gavepose. Han blev enormt glad og taknemmelig og stillede posen fra sig. Efter vi havde talt i fem minutter, opdagede han posen igen og udbrød: ”nej har du en gave med”. Situationen gentog sig fire gange, og selvom det kan virke lidt tragikomisk, så var glæden og overraskelsen helt ren og ægte hver gang. For måske kan han ikke huske, at jeg har givet ham den, men glæden bliver og jeg kan mærke hans kærlighed. Og det er jo i grunden nok det vigtigste, at når jeg sidder med ham i hånden, og han ikke kan huske mit navn, så mærker jeg jo stadig glæden over den tid og de oplevelser, vi har delt. For det er virkelig stort at få lov til at blive elsket og elske tilbage igen – også selvom det er skidesvært.
