I videoen kan du høre Katerina Pitzner fortælle, hvorfor hun synes demenssagen er vigtig.
Klumme af Katerina Pitzner – Diamanthandler og ambassadør for Alzheimerforeningen
Demens er en uhyggelig sygdom. Den er især skræmmende fordi, man ikke ved, hvem den rammer, og i hvilket omfang. Den kan ramme dig, mig eller en af vore nærtstående. Det er ikke noget, vi kan kontrollere, og uanset, hvor meget du forbereder dig og planlægger, så kan du aldrig vide, hvor endestationen er.
Jeg har ikke selv demens inde på livet, men jeg har været vidne til venner og veninders fortvivlelse, når deres familier blev ramt. Og jeg føler med dem. Som mor og familiemenneske tør jeg næsten ikke forestille mig, hvordan det ville føles selv at blive offer for en demenssygdom. Jeg har en stor familie og et ønske om at være her, gerne frisk og frejdig i mange år endnu. Tanken om pludselig at miste hukommelsen, og måske en dag sidde, uden at være i stand til at genkende mine egne børn, er ganske enkelt hjerteskærende. Eller at tænke på, hvordan det er at være datteren eller sønnen, der ikke bliver genkendt af sin egen mor eller far. Når sygdommen flytter ind, er det ikke ét menneske den rammer. Det er hele familien og alle pårørende.
Fortsat forskning og endnu mere oplysning er nødvendigt. Vi har brug for at vide endnu mere og tale mere om det. For desværre er demens en sygdom, som stadig er tabuiseret. Nogle af dem, der selv bliver ramt føler, at det er flovt, og undgår derfor at tale om det, og det samme kan gøre sig gældende blandt pårørende. Det gør mig trist at høre, for det er jo en situation, som er menneskelig, og som ingen har bedt om at stå i.
Ud over at oplyse om livet med demens, er det også vigtigt at oplyse om, hvad man kan gøre for at mindske risikoen for at få den. Jeg ved, at risikoen stiger, jo ældre man bliver, men jeg blev faktisk overrasket over at høre, at man i nogle tilfælde selv kan gøre noget for at nedsætte risikoen for selv at blive ramt. Jeg troede egentligt, at demens var lidt tilfældigt – enten fik man det, eller også fik man det ikke. Gennem mit samarbejde med Alzheimerforeningen har jeg lært, at hvis man lever sundt, får motion og er social aktiv kan det have en afgørende betydning. Vi ved jo alle sammen godt, at det er godt for alle, men at netop det kan forebygge helt op mod en tredjedel af alle demenstilfælde, tror jeg faktisk ikke, der er mange, som er klar over. Og det er en viden, der gør mig endnu mere opmærksom på at leve sundt, holde hjernen i gang og værne om de gode relationer – også senere i livet.
Det hjælper selvfølgelig ikke alle dem, der allerede er berørte af sygdommen, men det er jo noget, der kan have stor betydning for deres børn, og ikke mindst fremtiden på demensområdet generelt.
Mit samarbejde med Alzheimerforeningen har gjort stort indtryk. Jo mere jeg lærer om livet med demens, des mere sympati og omsorg føler jeg for de tusindvis af familier, der hver eneste dag lever med sygdommen tæt inde på livet. Vi er alle afhængige af vores relationer og familier, og når en demenssygdom rammer, er det vigtigt, at vi som medmennesker bakker op med forståelse og åbenhed - både overfor patienten, men også de pårørende. Derfor er det vigtigt for mig at støtte Alzheimerforeningens arbejde.
Det er afgørende, at der samles penge ind til at skabe endnu mere forskning og oplysning på området.
