Måske er det bedre i morgen
Klumme af Pernille Aalund - chefredaktør, tv-vært, forfatter og foredragsholder
Første gang, jeg for alvor blev klar over, at noget var helt galt, var en tidlig morgen, hvor jeg pakkede mine ting efter et kort weekendophold hos min mor. Jeg havde som altid sovet på sofaen og havde selv foldet sengetøjet sammen, men efterladt rygpuderne i en bunke på gulvet.
Det tager under et minut at sætte dem op, men min mor prøvede sig rådvild frem. Hver pude havde sin helt bestemte plads, eftersom begge yderste puder havde et hak ind til armlænet.
Til sidst måtte hun opgive.
Min mor har altid været højt begavet.
Hendes liv var bøger og litteratur. Hun var kærlig, skarp i retorikken. Hendes humor sort.
Særligt hendes humor hænger ved, enkelte citater, og så husker hun mange af de bøger, hun stadig har. Men så er der også denne her anden og nye side, hvor hun, helt tom i blikket, lige skal stå lidt, før hun kan kende mig.
Vi flyttede min mor fra Holstebro til Halsnæs sidste sommer, og det gjorde vi desværre alt for sent.
Særligt den sidste tid på Grundtvigsvej i det jyske var slem.
Hun græd som et barn og ville ikke slippe mig, når jeg rejste tilbage til Sjælland.
I Holstebro havde vi allieret os med kommunen, og der kom dagligt den samme Susanne - en lidt kontant, men yderst kærlig kvinde, som min mor stolede på og var glad for. Men lige så stille og roligt forandrede hverdagen sig:
Det var de samme bøger, der lå fremme, og når hun lod som om, hun læste, var der tydeligt kun vanen med bogen i hånden tilbage.
At forlade min mor grædende vil jeg aldrig slippe. Samvittighed og sorg har stirret på mig over mit ansigt i spejlet. Og i en travl uge som denne kigger de frem igen.
I dag har min mor det så godt, som det er muligt.
Hun har en plejebolig på Solhjem, i Melby, 12 minutter fra os i Hundested.
Et ualmindeligt velfungerende sted med et enestående personale. Tak …
Ind i mellem er hun forbløffende klar, som sidst, hvor hun sagde:
"Jeg tager tit en bog ud, åbner, kigger i den, men jeg ved ikke, hvad der står. Så sætter jeg den ind igen. Måske er det bedre i morgen...”
