Af Mikkel Bækgaard
Kirsten Suhr ved godt, hvilken vej det går for hende. Siden hun for 7-8 år siden - hun husker ikke længere præcist hvornår - fik konstateret Alzheimers sygdom, har hun oplevet de små ting i hverdagen blive sværere. Hukommelsen forsvinder, og det samme gør overblikket.
Men Kirsten Suhr er stadig Kirsten, og det bliver hun ved med at være. Også når hun en dag ikke længere kan bo i sit eget hjem og må flytte til et plejehjem. Men da vil hun stadig gerne behandles som den person, hun er, og som den hun altid har været.
- Jeg har gjort meget for at forberede min fremtid, når jeg en dag ikke længere er i stand til at udtrykke mine ønsker mere. Jeg har blandt andet lavet en livsplakat, som udtrykker nogle af de ting, jeg godt kan lide. Jeg er eksempelvis blevet meget glad for at være i naturen, og det vil jeg gerne blive ved med, fortæller 53-årige Kirsten Suhr, der bor sammen med sin mand i et villakvarter i Børkop.
Min skræk er, at de klæder mig i en sådan en stor plisseret nederdel - det er slet ikke mig.
For Kirsten Suhr er det vigtigt, at hendes smag og ønsker bliver taget alvorligt i fremtiden. Ofte oplever hun nemlig, at der ikke rigtigt bliver lyttet til præferencerne hos mennesker med demens.
- Min skræk er, at de klæder mig i en sådan en stor plisseret nederdel - det er slet ikke mig. Derfor har jeg prøvet at udtrykke, hvordan jeg gerne vil gå klædt i afslappet tøj. Jeg bliver tit ked af det, når jeg ser demente på tur. De ser ud, som om de er bare er blevet klædt på, og det har jeg svært ved at rumme, forklarer hun.
Hvilken musik kan jeg lide?
På samme måde frygter Kirsten Suhr for nogle af de fælles aktiviteter, der er på plejehjemmene – for eksempel Erindringsdans:
- Ofte, når demente er sammen, bliver der sat dansktop-musik på, og den musik, der bliver spillet til Erindringsdans, får ingen erindringer frem hos mig. Men det gør mig i stedet nærmest aggressiv sådan noget, griner Kirsten Suhr.
Det er en virkelig god idé at lave et plejetestamente, fordi man får sat ønsker på for fremtiden.
Og netop det at udtrykke sine ønsker tydeligt, inden man bliver for syg til at for alvor at udtrykke sig, er vigtigt, mener Else Hansen, som er demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen:
- Hvad er det egentlig, mine interesser er? Hvad for noget musik, kan jeg lide? Hvad giver mig glæde? Hvad bryder jeg mig ikke om? Alt dette er vigtigt at få fortalt, så for eksempel plejepersonalet har noget konkret og brugbart.
Man kan udtrykke sine ønsker og behov på mange måder. Et oplagt værktøj er et såkaldt plejetestamente. Og det er endda indskrevet i lovgivningen, at plejepersonalet så vidt muligt skal forsøge at efterleve de ønsker, der står heri.
- Det er en virkelig god idé at lave et plejetestamente, fordi man får sat ønsker på for fremtiden. Kan man lide at komme ud i frisk luft hver dag? Vil man gerne have friske blomster? Det kan være små og store spørgsmål - også om døden - hvor det er vigtigt, at man selv kommer til orde. Det er også vigtigt for ens ægtefælle og pårørende, at man får taget de her snakke - også at finde ud af, hvor man er uenig, siger Else Hansen.
Hjemme hos Kirsten Suhr har hun ikke udfyldt et decideret plejetestamente, men hun har arbejdet meget med at udtrykke sine ønsker og fortælle om, hvem hun er.
- Jeg har talt meget med præsten om alt det praktiske, når jeg engang ikke er her mere. Og så brugte jeg lang tid på at få skrevet min livshistorie ned. Desværre crashede den computer, det lå på. Men så har vi henne på Kallerupvej-centret i Odense, hvor jeg kommer meget, arbejdet på at genskabe det, siger Kirsten Suhr.
