Af Emilie Amstrup
Fra lænestolens dyb er der udsigt til Middelhavet og de krydstogtskibe, som ligger og vugger på det. Temperaturen sniger sig kun sjældent under 15 grader i dagtimerne, og selvom det regner oftere end om sommeren, er solbrillerne stadig tæt ved hånden. Hanne og Knud Raffnsøe tilbringer efterår og vinter i Almunecar på Spaniens sydkyst, og det har de gjort hvert år siden 2005.
- Jeg ville ikke lade sygdommen bestemme, hvad vi skulle gøre, så vi har valgt at leve, som vi ellers ville have gjort. Hvis ikke vi fortsætter med at være nysgerrige, kan vi lige så godt lægge os til at dø, fortæller Hanne Raffnsøe.
Knud fik konstateret demens som 63-årig, mens han stadig var i fuld gang med et arbejdsliv, hvor han fløj i pendulfart mellem verdensdelene. Både han og hans hustru Hanne talte flere sprog, og hun var i gang med et kursus i spansk, så da nogle andre fra kurset købte et hus i Spanien, var der ikke langt fra tanke til handling for Knud og Hanne. De bookede flybilletter, tog kontakt til en dansk ejendomsmægler og, inden ferien var omme, var de nærmest flyttet ind, fortæller Knud, som på daværende tidspunkt havde haft demens i fire år.
Aktivt liv i Spanien
Ægteparret er overbevist om, at det har været afgørende for deres helbred at tilbringe halvdelen af deres liv i Spanien.
- Vi er helt sikre på, at det er livsforlængende. Vi kommer meget mere ud at trave, end hvis vi tilbragte vinteren i Danmark. Vi går lange ture ved promenaden, det bekommer os vel og er utvivlsomt godt for helbredet. Desuden slipper vi for alle de obligatoriske forkølelser, som følger med en dansk vinter, siger Knud.
For mange er landet især kendt for sin siesta, og den anderledes dagsrytme og en sundere kost er noget af det, som Hanne også tilskriver den gode indflydelse på begges helbred. At holde sig aktiv, spise sundt og passe på sociale relationer er netop nogle af de ting, som hører til de generelle anbefalinger for personer med demens, og det har Knud og Hanne taget til sig.
- Vi har et godt kulturliv. Vi går til koncerter, og i de efterhånden mange år vi har været her, har vi været rundt på pensionistbusture sammen med lutter spaniere og set hele landet. Det har vi været rigtig glade for, fortæller Knud.
- Vi forsøger at få en masse indtryk og oplevelser, supplerer Hanne og fortsætter: - Man bliver høj af det, som er godt. Vi har en fælles interesse for klassisk musik, men vi prøver også at udfordre os selv ved at høre ny musik og lave ting, som er nye for os.
Læs også: Frank har Lewy Body demens: "Jeg har en indædt tro på, at det hele nok skal gå
Kan stadig lære nyt
Knud og Hanne Raffnsøe har begge været igennem sygdomsforløb, men de har hele tiden været bevidste om, at deres lyst til at springe ud i noget nyt ikke skulle ændre sig af den grund.
- Jeg kan ikke selv mærke, at jeg er syg – men det kan dem, som omgås mig, og så må jeg jo bøje mig for kendsgerningerne. Jeg får det bedst mulige ud af det og kan stadig tage mig af almindelige, intellektuelle aktiviteter, siger Knud.
Derfor gik han efter diagnosen i gang med at studere sin slægt, og i 2014 kunne han udgive en bog om sin familiehistorie, som kunne spores tilbage til Gorm den Gamles tid. Og efter han blev pensioneret, fem år inde i sygdomsforløbet, begyndte han til undervisning i spansk.
- Og der er sket det forunderlige, at han faktisk kan begå sig på nogenlunde spansk nu, fortæller Hanne.
Det bruger Knud, når han går ture i byen og møder deres bekendte, både spaniere og danskere, som de jævnligt omgås, og han træner det næsten dagligt, når de tilbringer sommeren i Danmark. De gør deres bedste for hver dag at leve op til deres fælles motto: ”Aldrig give op!”
- Man kan godt vælge at give op, når man får en diagnose som denne, men det er der ikke meget grin i - tværtimod, slutter Knud Raffnsøe.
