Der er meget, du selv kan gøre for at mindske de negative konsekvenser af sygdomsforløbet.
Start med at følge de generelle råd om sundhed – spis varieret, få rigeligt med motion, lad være med at ryge og drik ikke for meget alkohol.
Behandling
Vær omhyggelig med at tage din medicin som ordineret af lægen. Benyt eventuelt en doseringsæske, så du husker pillerne. Gå jævnligt til lægen for helbredstjek, og hold øje med dit blodtryk.
Kost
Hvad der er godt for hjertet, er også godt for hjernen. Spis derfor varieret og groft med masser af frugt, grøntsager og fuldkorns-produkter. Spar på fedtet, spis mindre slik og gerne fisk flere gange om ugen.
Motion
Demens rammer ofte hukommelsen, orienteringsevnen og andre mentale funktioner. Men har du en god fysik, kan du stadig dyrke motion - især hvis der er nogen, der vil hjælpe dig med at huske det praktiske og finde vej. Det er en god idé at holde sig i form og dagligt få pulsen op. Ved fysisk aktivitet udvikler du nye hjerneceller i hjernens hukommelsescenter. Motion har desuden positiv effekt på humøret.
Hjernen
Hold også hjernen i gang. Gæt for eksempel krydsord eller sudoku, spil skak, kort eller andre spil og find gerne på ting, der udfordrer hjernen.
Samvær
Socialt samvær med andre har en positiv effekt på, hvordan mennesker med en demenssygdom lever med sygdommen. Brug derfor dine omgivelser. Forsøg at holde fast i din omgangskreds. Bevar de gode måder at være sammen med familie, venner og naboer på.
Læs mere om:
- Hjerteforeningen kostråd på www.hjerteforeningen.dk